Flot fight gav point hos mestrene

0
Foto: Jesper Zacho Elgaard

AGF’s superligahold åbnede her til aften den nye superligasæson med et flot point på udebane mod sidste sæsons mestre fra FC Midtjylland. Aleksandar Jovanovic blev AGF’s store helt da han i reddede straffe fra Jakob Poulsen i 88 minut.

AGF startede kampen bedst og efter 10 minutter ramte Bror Blume underkanten af overliggeren efter et glimrende angreb i AGF’s højreside. Det var også Bror Blume der kom frem til den næste AGF mulighed da han afsluttede mellem venner og fjender efter et hjørnespark kort efter. Samme Blume blev efter et kvarter hægtet bagfra af Mikkel Duelund, men dommeren valgte ikke at give Duelund et gult kort og dermed rødt.

FC Midtjylland kom cirka midtvejs i halvlegen bedre med i kampen. Især efter dødbolde. Det gav ikke de helt store chancer men dog lidt kaos i AGF feltet. Paul Onuachu kom dog frem til et godt hovedstød efter indlæg fra højresiden, men han headede over mål. Lidt senere i halvlegen headede Onuachu igen mod mål. Denne gang ned i jorden men Jovanovic fik fistet bolden til hjørnespark.

I forbindelse med de mange hjørnespark forsøgte FCM flere gange at overbevise dommer Anders Poulsen om at der var straffe hvilket der dog ikke var.

2. halvleg startede med en god kontramulighed til AGF, men Kasper Junker fik desværre taget et for langt træk og FCM defensiven fik afværget.

Efter 73 minutter afløste Simon Okosun, Paul Onuachu i FCM angrebet  og på det første hjørnespark herefter headede Okosun på stolpen.

Allerede efter 61 minutter erstattede Artem Dovbyk en ikke særlig godt spillende Mikkel Duelund og Dovbyk gav AGF defensiven lidt mere at arbejde med. Både Backman og Guira kom dog til og ragede kastanjerne ud af ilden før det for alvor blev farligt. Til gengæld kiksede Pierre Kanstrup da han fejlbedømte en bold og gav Dovbyk en god mulighed som dog blev sparket forbi/over.

Efter 88 minutter mistimede Kanstrup igen overfor Dovbyk og hev derfor FCM’eren ned i feltet. Gult kort til Kanstrup og straffe til FCM.  Det skulle Jakob Poulsen naturligvis tage. Men for første gang nogensinde i superligaens historie blev hans straffe reddet, efter en flot redning af Jovanovic.

Dermed kunne AGF fuldt fortjent tage tilbage til Århus med point i bagagen. Flot fightet af drengene.

Advarsler: FCM: Duelund, Nicolaisen og Sviatchenko – AGF: Kanstrup.

Udskiftninger:

82 minut Bundu ind, Junker ud. 86 minut: Spelman ind, Blume ud.

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved