Et tilbageblik på grundspillet: Hvad lærte vi?

0
© Nicklas Jacobsen - JacobsenPhotography

Af Lukas Voergaard Jepsen 

Efter et dramatisk og turbulent grundspil, hvor GF har sikret sig en favorabel placering til mesterskabsspillet, forsøger vi at kigge tilbage på det overståede grundspil, og hvad vi har lært af det.

Grundspillet er overstået, slutspillet venter og vi befinder os i en landskampspause, det synes at være et udmærket tidspunkt, at se tilbage, og evaluerer på en sæson med et væld af udfordringer, glæde og frustrationer.

Jeg tillader mig at kalde de 22 spillede 3F Superligakampe for en form for sæson, eftersom de 22 kampe i mange tilfælde har været fyldt med drama, spænding og høj intensitet.

De Hvie fra Aarhus og deres fans har været hele følelsesregisteret igennem. Selvfølgelig vil de 22 kampe blive husket for de manglende fans på diverse arenaer, og en række dommerkendelser, der ikke just gik GF’s vej.

Meget er blevet sagt om dommerkendelserne, meget er blevet sagt om de manglende fans, hvorfor jeg ikke vil bruge mere energi på disse i denne artikel – Vi kan tilsyneladende ikke gøre hverken til eller fra, i forhold til nogle af delene.

Jeg vil i stedet bruge min eller, mest af alt din dyrebare tid, kære læser, på at dykke lidt ned i, hvad vi så på fodboldbanen.

Jeg var før arbejdet i forbindelse med denne artikel, delvist kritisk over for visse elementer i den måde De Hvie spillede på, men man lærer meget af samtaler med cheftræner David Nielsen og assistenttræner Morten Karlsen, der begge har svaret på spørgsmål i denne forbindelse.

I forlængelse af dette kan jeg anbefale at lytte til MTAC´s Fanpodcast, hvor netop assistenttræner Morten Karlsen for nylig gæstede, og deltog i en diskussion med stor relevans, til denne artikel.

 

Hvad kom vi fra?

‘Kontekst’ – Et ord der kan tage kanten af enhver pointe, med dets udvandede betydning.

Men kontekst er desværre det, man på sin vis er nødt til at bevæbne sig med, når man skal forsøge at analysere forskelle i måder at spille fodbold på, fra det ene år til det andet.

Sidste sæsons fænomenale bronzemedalje blev bygget på et grundlag, der på mange måder er blevet båret med over i denne sæson, men ændringer er der sket. Mustapha Bundu og Jakob Ankersen på kanterne og en til tider meget defensiv indstilling, var på mange måder kendetegnende for GF sidste sæson, selvfølgelig med Patrick Mortensen også.

Grunden til, at jeg nævner disse elementer er selvfølgelig, at de i denne sæsons 3F Superliga, enten ikke længere eksisterer i AGF, eller er blevet ændret, på flere måder.

Det var derfor et, på sin vis, noget andet AGF-hold der stillede op til den nye sæson, men en plan har der hele tiden været, det tænker jeg ikke, at mange er i tvivl om. Endnu vigtigere er, at man i denne sæson har bygget videre på spillestilen fra sidste år, og det er her ‘kontekst’ bliver vigtigt.

 

Hvad har ændret sig?

Et spørgsmål, én mand i universet er bedre til at svare på end nogen anden, cheftræner David Nielsen – hvorfor jeg også spurgte ham om netop dette.

“Der er mange ting i forhold til vores pres, hvor vi jo er gået fra et hold der har stået dybt og forsvaret os, til at vi også nu kan gå op og presse de bedste hold på udebane, som vi også har gjort, både i Midtjylland København og Brøndby, i forhold til hvor højt vi løber op med vores spillere,”

 

Det er dog ikke kun defensiven cheftræneren fremhæver:

Så har vi fået implementeret to indadvendte kantspillere. Vi har fået erstattet nogle spillere i år, som var dygtige for os sidste år,

 

Som nævnt, og som alle GF-fans uden tvivl stadig har i erindringerne, var det Jakob Ankersen og Mustapha Bundu, der i sidste sæson i pludselige eksplosioner af energi og fart terroriserede forsvarer på kontraangreb, og omend den yderst kyndige Gift Links ligeledes besidder en voldsom fart, har han fået en anden rolle.

På venstrekanten har Jón Dagur Thorsteinsson fået langt størstedelen af minutterne, og er ligesom Links, glad for at søge ind i banen. Kanterne er på ingen måde faldet igennem denne sæson, særligt Gift Links er begyndt at vise stjernepotentiale, ikke desto mindre…

At gå fra udadvendte kanter, og på den måde mere plads til Patrick Mortensen, og måske større mulighed for indlæg, til nu, med indadvendte kantspillere, og endnu mere aggressive backs lyder ikke som en nem opgave.

Det har til tider været svært for de hvidklædte at skabe nok chancer, og David Nielsen anerkender da også udfordringen, men er positivt stemt:

Det har det også været (en udfordring, red.). Vi har været heldige at skabe gode resultater mens vi har gjort det, så det er dejligt, at vi har gjort det,” – siger han og tilføjer:

“Det er klart, at det har gjort noget ved os, at vi er gået fra at være virkelig gode på omstillinger, til at skulle bruge lidt flere afleveringer på at score, og i og med at vores kanter er gået ind, har vores backs fået meget mere plads end sidste år,”

 

Stærke nok offensivt?

Det har hele tiden stået klart, at defensiv stabilitet har været vægtet meget højt hos cheftræneren, og den koncentration og indsats der er blevet lagt i det defensive, må siges at have betalt sig.

Sæsonen igennem, men særligt i kampene efter vinterpausen, var midterforsvaret plaget af den ene skade efter den anden, karantæner og hvad der ellers kan komme mellem en spiller og en fodboldkamp.

Ikke desto mindre lykkedes det, ikke mindst takket være unge Sebastian Hausner, der også får rosende ord med på vejen af cheftræneren, at skabe en stabilitet, der har udmøntet sig i det tredje bedste defensive hold i ligaen, målt på mål lukket ind.

Samtidig er det lykkedes at score en masse mål, men jeg har alligevel til tider fanget mig selv i at tænke, at GF havde for svært ved at score. Problemet er ikke det samlede antal mål, for det er blandt de fire bedste i ligaen, problemet er de tidspunkter målene er blevet, eller ikke blevet score.

GF har spillet otte kampe uafgjort, det er en delt førsteplads på den specifikke statistik, og i mange af disse kampe, er det lykkedes for modstanderne at holde GF til et lille antal chancer.

Det er også noget David Nielsen kommenterede på:

“Jeg synes, hvis vi skal blive endnu bedre, så er det klart vi skal have noget mere kvalitet. Alle vores mål er jo sådan set hold-mål, så vi har jo noget at gå på, på det individuelle plan, hvor der ikke er nogen tvivl om, at de andre hold har lidt nemmere ved at lave mål på det individuelle plan end vi har,”

 

En af de spillere man havde håbet på, kunne gøre en forskel på netop det individuelle plan, var nyindkøbte Patrick Olsen, der skabte stor begejstring, da han lignede den type spiller, der kunne bidrage med noget ekstra fra midtbanen.

Det var ikke den nemmeste start Olsen fik sig, og sæsonen har været en anelse op og ned. Jeg så personligt også meget frem til at se ham spille, da der ingen tvivl er om hans overblik og dygtighed, men til tider synes han at søge efter muligheder, og mangle nogle samarbejdspartnere, hvilket har gjort opgaven sværere for ham.

Cheftræneren roser dog den nye midtbanemand, og fortæller, at Olsen har været ekstremt vigtig, i den nye måde at spille højere på banen:

“Patrick har virkelig givet os en fantastisk måde at kunne løse kampene, specielt mod de hold vi skulle slå (…) han har gjort os meget bedre til det. Så har vi gjort ham bedre til, som sæsonen er gået, at spille mod de bedste hold, hvilket han også viste os i Parken,

 

Netop det, at GF ikke før Olsen havde sådan en spillertype af den kaliber, har nok også betydet, at holdet har skulle bruge noget tid på at tilpasse sig den nye mand, såvel som han til dem.

Omend cheftræneren roser nyindkøbet, tilføjer han samtidig at rolleskiftet fra Aab til AGF, har været en udfordring for Olsen:

“Det har været hårdt for ham at gå fra at være maestro op i Aalborg, til at komme herhen og være en arbejdshest,” – Siger han og tilføjer, at Olsen heller ikke rører bolden så ofte i angrebsspillet, som han gjorde i Aalborg.

 

På trods af at Olsen ikke endnu er blomstret fuldstændig, viser han rigtig gode tegn, og det er meget muligt, at på denne tid næste år, at han betragtes som en af de absolut bedste i 3F Superligaen.

Der er ikke mange bekymringer at gribe fat i, men en, forholdsvis tydelig, skal dog nævnes – de til tider manglende mål.

 

Hvad er plan B til Mortensen? 

Når man først går i gang med at rose Patrick Mortensen, kan det være svært at stoppe igen, derfor gør jeg det så kort som at sige “Hold nu op for en dygtig angriber – tak for ham”.

Men selv en topangriber som Patrick Mortensen, har dage hvor det bare ikke lige spiller, eller han bliver mandsopdækket af to folkevognsrugbrød af et par midterforsvarer, og spørgsmålet der presser sig på er derfor – ‘Hvad gør man så’?

Der har været kampe, hvor Mortensen har været lukket mere eller mindre ned, og de kampe ender desværre gerne med et ‘0’ på scoringstavlen for GF, heldigvis også som regel hos modstanderen.

Så hvad kan man gøre, for at skabe flere måltrusler? Det korte svar er nok, ‘ikke så meget’ for med et slutspil lige rundt om hjørnet, er det næppe nu, man skal eksperimenterer alt for meget.

Men her kommer konteksten igen på spil. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi næste år vil se et AGF-hold, med mere diversitet i angrebsspillet, også for Mortensens skyld, så mindre fokus er på ham.

GF har været et mere offensivt hold i år, på alle måder, forsøgt at spille mere langs jorden, være mere ambitiøse i det opbyggende spil, og hvis det kan forberedes endnu mere til næste sæson, med en Patrick Olsen der besidder lidt mere GF-erfaring på sin position, kanterne der kan medvirke i sammenspil omkring modstanderens felt, og det samtidig lykkedes at holde den defensive stabilitet… Kun fantasien kan sætte grænser for hvad det hold kan opnå.

Først skal et helt ekstremt spændende slutspil færdiggøres, og omend intet er lovet, og der kan synes langt op til toppen, så må GF siges at have gode præmisser, for at genvinde bronzemedaljerne, eller ligefrem sigte efter mere.

Ingen hold, ej heller de bedste i landet, ser frem til at skulle forsøge at åbne op for det aarhusianske forsvar, og det egentlige spørgsmål bliver, hvor mange mål kan GF score?

Med så stærk en defensiv, er det ikke mange mål der skal til. Formår De Hvie at score 1-2 mål pr. kamp, skal der nok komme metal til Aarhus.

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments