Er AGF et tophold?

6
© Min By News

Af Simon Fenger

Som AGF’er er man nærmest blevet trænet til at bevare en pessimistisk og defensiv tilgang til de forventninger, der kommer til klubben når de første gode resultater tikker ind. Men står vi nu i en situation, hvor vi er ved at lade os rive med på hypen, hvis vi kalder AGF et tophold, eller skal de skeptiske briller måske en tur over på natbordet og i stedet bør vi tage den velfortjente placering i toppen til os?  

 

Som AGF-fan lægger man ofte øre til skeptiske udsagn vedrørende klubbens øjeblikkelige (superliga)succes. Folk nævner klubber som Esbjerg og Lyngby som triste eksempler på, at bare fordi, man vinder bronzemedaljer den ene sæson, så kan det sagtens gå grueligt galt den næste.

Men kan det også gå helt galt for AGF?

Svaret må nødvendigvis være noget i retning af ”ja, men det er meget usandsynligt”.

De enkelte kampe lever deres eget liv. På trods af massivt spilovertag mod Vejle så havde de faktisk chancen for at komme på 3-3, og hvad ville der være sket, hvis vi var kommet foran 1-0 imod Slovenske Mura, så ville det have været dem, der var presset til at komme frem, og dermed os der kunne spille på omstillinger.

Selvom de enkelte kampe lever deres eget liv, så er det som bekendt også et fakta, at det trods alt, over en hel sæson, er nogenlunde forudsigeligt hvilke hold der ender i toppen og hvilke hold der ender i bunden.

Så, hvor er det sandsynligt at AGF ender, og hvorfor?

I Aarhus har vi lært på den helt helt hårde måde ikke at være for optimistiske, hvad angår byens hold. Historien de sidste 20 år rummer som bekendt flere eksempler på urealistisk, optimistiske meldinger og løfter fra tidligere AGF-trænere. Løfter som er blevet fulgt op af nedrykninger med deraf følgende latterliggørelse fra alle de der ønsker klubben det dårligt.

Når vi i den forgangne sæson lykkedes med at få en 3.plads så er sandheden den, at vejen til den bronzemedalje blev grundlagt helt tilbage i sommeren 2014. Vi var lige rykket ned for 3. gang inden for 10 år og klubbens bestyrelse med Lars Fournais i spidsen udarbejdede en ny strategiplan: ”det nye AGF”. Som en del af denne plan lykkedes det at overbevise Jacob Nielsen om at skifte jobbet som administrerende direktør i Randers FC ud med et tilsvarende i AGF. Uden tvivl den for AGF mest betydningsfulde aktion Lars Fournais er lykkedes med.

Jacob Nielsen er i løbet af de 6 år han har været administrerende direktør lykkedes med at transformere fundamentet under AGF fra noget meget skrøbeligt til noget enormt stabilt. I løbet af de sidste 6 år er investeringen i det sportslige budget øget år for år. Vi er gået fra konstante store budgetminusser til nu at være økonomisk i top 3-4 afhængigt af hvilke parametre der måles på, og så sent som i går kunne AGF for andet år i træk offentliggøre et overskud på et tocifret millionbeløb, endda uden tilskrivningen af Mustapha Bundu-salget.

 

“Vi har stadigvæk lang vej at gå, før vi kan sige, at vi er en etableret del af toppen af dansk fodbold og blandt de bedste fodboldklubber i Skandinavien, men det seneste år har for alvor vist de synergieffekter, som sportslig succes giver – og med byen og hele regionen i ryggen skal vi fortsætte med at arbejde hårdt for at jagte alle de små og store sejre, der bringer os tættere på vores mål.” – Jacob Nielsen til bold.dk

Selvom Jacob ikke vil kalde AGF et etableret tophold, så står AGF pludselig i en situation, hvor man nu kan sige nej til (for) små bud på vores spillere, og tiltrække spillere fra klubber som AAB fordi vi kan lave mere attraktive lønpakker.

Og hvad angår økonomien, så er AGF de seneste to år kommet ud med overskud på 10 mio kr. før skat, til sammenligning så har FCK sammen med Telia Parken (opgøres under samme post) præsenteret et underskud på 69,9 millioner kr., og forventer i 2020 et overskud på imellem 0 og 20 millioner kroner. FC Midtjjylland har de to seneste år præsenteret overskud på over 50 millioner kr., hvorimod Brøndby IF ikke har leveret et overskud de seneste 5 år og forventer et underskud på i mellem 20 og 30 millioner kr. i 2020.

Så ja, der er måske et stykke vej op til at nå samme høje overskud som FC Midtjylland har præsenteret og FC København er i stand til, men AGF begynder at ligne en sund forretning, der stille og roligt vokser på transferfronten, men som især igennem stærke sponsoraftaler begynder at skabe et stabilt fundament for udvikling.

Fredensvang er gået fra at være et af superligaens mest utidssvarende træningsanlæg til at være helt i toppen i norden. Der er et nyt stadion på vej – noget som vi alle troede var en umulighed indtil for ganske nyligt! Et nyt stadion som vil give klubben mulighed for at tilbyde bedre muligheder for sponsorer og tilskuere og dermed øge indtægterne yderligere.

Siden 2017 har Jacob Nielsen været flankeret af sportschef Peter ’PC’ Christiansen. PC har som sportschef transfervindue efter transfervindue vist sig at have et skarpt øje for, hvilke spillere der kan få succes i klubben. Det er meget få fejlskud PC har på samvittigheden, såsom Ryan Mmae og Andre Riel som de nok to mest iøjnefaldende, hvorimod på positiv-siden tæller stærke køb som Patrick Mortensen og Patrick Olsen, samt økonomisk snilde ved at hente Tingager, Højer, Blume, Poulsen og Tengstedt, alle på frie transfer, læg så dertil to nye rekordsalg i klubben med Jens Stage og Mustapha Bundu.

AGF formår endnu ikke at sælge spillere for de samme beløber som FCN, FCK og FCM, men vi er ikke så langt fra som tidligere.

 

Endnu en person der tegner sig for en stor andel i klubbens positive udvikling er naturligvis cheftræner David Nielsen. Davids energiske drive har helt fra starten passet som hånd i handske med den forventning, vi i Aarhus har om at se byens hold levere helhjertet fight for den hvide trøje.

AGF er således lige nu uhørt stærkt besat på de helt centrale nøglepositioner i klubben, og det er bemærkelsesværdigt, at der for første gang i umindelige tider er en ro og kontinuitet i klubben på dette område.

Situationen er altså aktuelt den, at klubben har et top-budget, et top træningsanlæg, super kompetente nøgle medarbejdere og et nyt stadion på vej.

Fundamentet er således ved at være en topklub værdigt, så er der bare tilbage at håbe på, at vi undgår for mange skader og kampene flasker sig, så det bliver stolpe ind i stedet for stolpe ud. Men på baggrund af ovenstående, så må vi også så småt stemme i det voksende kor af folk, der mener, at AGF i toppen af dansk fodbold er noget, der kommet for at blive. Og det er vi glade for!

Få notifikation
Notifikation ved
6 Comments
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
gffan17
25 dage siden

Skud ud til Redaktionen for at levere endnu en artikel.

I har virkelig været aktive de sidste par uger, det er værdsat af os der bare elsker at læse alt hvad vi kan om AGF.

Stor ros – fortsæt det gode arbejde!

Donmiguel
25 dage siden

Jeg synes det er vigtigt at have begreberne på plads: Hvad er et “tophold”? I sagens natur må det være et hold som er placeret i top X i den liga men spiller i (for mig er det top 3 og ikke top 6..). Man er kun et tophold udfra den nuværende stilling (pt. er FCK et bundhold 🙂 ). Så kan man derefter snakke fortid eller fremtid (om potentialet for at blive tophold eller seneste sæsons tophold). Det næste er så hvad er en topklub? For mig er det et hold som jævnligt ligger i toppen af ligaen. Hvordan… Læs mere »

MC
MC
25 dage siden

Det korte svar er vel, at det vil vise sig. Enlig svale gør ingen sommer og de kommende sæsoner vil vise om det er tilfældet. At alle forudsætningerne er til stede synes jeg er åbenlyst, men det er ikke nogen garanti for succes på banen.