Ekspert-holdet til årets Superliga Manager er klar – Hør hvem de er og få deres fifs her

0
Af Mattias Sundroos

Da dette års eksperthold skulle sammensættes, havde vi hos MTAC et stort ønske om at få forskellige kompetencer ind, men ét krav stod klart: Man skulle have AGF i hjertet. Og det har vores 4 eksperter i den grad!

Deadline for tilmelding til vores pulje på holdet.dk er imorgen, fredag, kl. 19:00, hvor Esbjerg FB tager imod de forsvarende mestre fra FC København.

Vi har derfor spurgt vores eksperter om, hvilke fifs de kan give videre i forhold til at sætte årets hold i Super Manager Forår 2020.

 

Præmie på højkant

Det skal dog lige nævnes, som vi har offentliggjort på Facebook, at det ikke blot er æren vi spiller om. Vinderen af MTAC-gruppen kan nemlig toppe håneretten med en AGF-hjemmebanetrøje fyldt med autografer fra hele AGF-mandskabet. Trøjen kan derfor blive et bevis på, at man er den skarpeste af alle AGF-fans når det gælder Superligaen.

 

Hvem er eksperterne? 

Sture Sandø – Redaktør og vært hos Mediano samt dansk korrespondent med mere for UEFA

Foto: Robert Hendel

I kender ham nok bedst for hans sprøde stemme og et par AGF-bemærkninger her og der i diverse podcasts, såsom Medianos: Superliga-udsendelser, 1. divisions-fokus og specials, samt fodboldministeriet, hvor han holder tov i Landsholds-Lars og Christian Wolny. Derudover, så besidder Sture også et par stillinger hos UEFA, som korrespondent og ”UEFA Team Reporter”, hvor han skal følge det danske landshold til EM 2020.

Bag hans flotte journalistiske CV og store fodboldhjerne, gemmer der sig et hjerte, der i den grad banker for Århus og AGF. Derfor så vi Sture, som en drømmekandidat til at deltage i vores gruppe i managerspillet Super Manager Forår 2020 på http://holdet.dk. Og Sture takkede ja med det samme.

Hvorfor er du AGF-fan og hvor længe har du været det?

“Fordi jeg ikke kan lade være. Jeg begyndte at komme regelmæssigt på stadion med mine venner i midten af 00’erne, og siden jeg flyttede til København i 2011 er kærligheden kun vokset og vokset”

 Hvad har været din bedste oplevelse med AGF?

”Det må være sejren i pokalsemifinalen over AaB i 2016. En perfekt dag med opvarmning med gamle Århus-drenge, og så bare en helt vanvittig, men lykkelig afslutning. Men 3-0-sejren over Brøndby i august kommer bestemt også deropad.”

 

Søren Klemensen – Journalist på MTAC, tidligere vinder af holdet.dks Super Manager og Head of Marketing hos Brandt revision & rådgivning.

Søren har igennem 1,5 år nu ageret journalist for os på MTAC og der er ingen tvivl om hans store Superligaforstand, hvilken han har generet igennem mere end 20 år som passioneret følger af Superligaen. Derudover, så har Søren vundet holdet.dks Super Manager hver gang han har spillet det, hvilket var den ene gang han forsøgte sig sidste forår.

Udover alt dette, så har Søren været AGF-fan siden barnsben og har derfor stor passion for ”de Hviie”. Søren kan derfor godt gå under betegnelsen, som vores bedste bud på en managerspils-ekspert til dette års MTAC-gruppespilskonkurrence.

Hvorfor er du AGF-fan og hvor længe har du været det?

”Lige siden jeg kan huske. Min far tog mig med på stadion, da jeg var helt lille, også selvom jeg bare leget med sandet ved de gamle ståpladser eller håbede på slik når vognen på cykelbanen kom rundt”

Hvad har været din bedste oplevelse med AGF?

”Det var pokalfinalen i parken, det var en stor oplevelse. Derefter var det AGFs 3-3 kamp mod Brøndby, hvor Mogens Krogh scorede til sidst, pga. stemningen. Jeg husker også dengang, at Windfeldt scorede direkte på et udspark.”

 

Danny Olsen – Tidl. Professionel Fodboldspiller med 90 kampe for AGF, 317 superliga-kampe og 1 enkelt landskamp. Nuværende DBU-certificeret fodbold agent hos Elite Consulting Aps.

Danny Olsen behøver nok ikke den største introduktion, da de fleste AGF-fans og Superliga-følgere nok tydeligt husker den vævre midtbanespiller med den lækre afslutningsfod. Danny nåede at spille 90 kampe i den ”hviie” trøje, hvor det blev til 17 mål og en enkelt pokalfinale. Danny fik sin eneste landskamp d. 5 marts 2014 på Wembley, hvor Danmark tabte venskabskampen 1-0.

Danny har aldrig lagt skjul på, hvor meget tiden i AGF betød for ham, hvilket bl.a. kunne ses, da han meldte sit stop i AGF på sin Instagramprofil med hashtaget: #detbliverikkeRandersellerBrøndby

Danny har meldt sig klar til kamp i dette års MTAC-gruppespil og håber på, at hans erfaringer som tidl. Prof. Fodboldspiller kan være det, der giver ham sejren.

Hvad har været din bedste oplevelse med AGF?

”Har flere store oplevelser med AGF. Pokalfinalen var en kæmpe oplevelse selvom vi desværre tabte. Men den kulisse de fantastiske AGF fans lavede vil jeg aldrig glemme. Det er, hvad Århus kan.

 

Flemming Povlsen – Tidl. Professionel fodboldspiller med 40 kampe for AGF, 62 landskampe og 1 enkelt EM-titel. Nuværende kommentator hos SBS Discovery og ambassadør for EM 2020 i Danmark.

Man skal nok være lidt af en fodbold”nørd”, eller i hvert fald AGF-fan igennem længere tid, for at kunne huske, at man har set Flemming Povlsen i den ”Hviie” trøje i perioden fra 1984-1986. Kendskabet til Flemming ændrede sig dog med tiden. Især årstallet 1992 har gjort, at vi godt tør påstå, at stort set alle danske fodboldfans den dag idag ikke er tvivl om, hvem Flemming Povlsen er.

Flemming har valgt at tage udfordringen op i dette års MTAC-gruppespil, da han glæder sig til at se om hans ekspertviden igennem både år som spiller, assistenttræner, angrebstræner og kommentator kan hamle op med de skarpe fodboldhjerner, der følger AGF.

 

Eksperternes fif:

Sture Sandø:

Først og fremmest, hvad er dit mantra når du skal sætte dit hold?

”At midtbanespillerne kan være mindst lige så meget værd som angriberne. Især dem der sparker straffe. Så det plejer at være der, jeg bruger klart flest penge.”

Hvem er et must-have?

”Jeg synes faktisk, at det er svært i det her forår, fordi det jo også handler om prisen, men Lasse Vibe ser ud til at være kommet virkelig godt i gang i FC Midtjylland. Så bliver han fast starter, er han ikke til at komme udenom.”

Den billige fidus? (Pris under 3 mil.)

”Søren Reese fra Esbjerg har jeg et godt øje til. Jeg tror Esbjerg kommer til at slutte bedre end de ligger lige nu. Reese laver både mål og assists af og til, og så er defensiven blevet styrket gevaldigt i Esbjerg. Så til 2 mio. synes jeg, han er rigtig spændende.”

GF’eren man er nødt til at have på sit hold?

”Jeg har et blødt punkt for Thorsteinsson, og ham forventer jeg mig meget af. Men jeg kan godt være lidt bekymret for mængden af spilletid. Højer, Bundu og Mortensen ville jeg rigtig gerne have med, men de er prissat liiige lidt for højt, synes jeg.”

 

Søren Klemensen:

Først og fremmest, hvad er dit mantra når du skal sætte dit hold?

”Få transfers – så planlæg ved at se på programmet og karantæner/karantænefare”

Hvem er et must-have?

”Spillere fra FCM-defensiven, de har været ekstremt gode til at vinde snævert med clean sheet (har kun lukket 13 mål ind). Det er lidt svære i år med målscorerne, da mange har forladt ligaen eller kommer tilbage fra skader. Kodus fra FCN er også rigtig spændende, men han er kun et gult kort væk fra karantæne.”

Den billige fidus? (Pris under 3 mil.)

”Den lidt frække findes i AC Horsens med Erhan Masovic, han har scoret en del mål i træningskampene og er noteret som forsvar, men spiller angriber. Til 3 mio.”

GF’eren man er nødt til at have på sit hold?

”På sigt Bundu, da jeg tror, at når han er fit igen efter sin skade bliver han toneangivende. Ankersen har også lavet en del mål og kan være interessant, hvis Bundu eller Thorsteinsson ikke bliver klar. Hvidt tror jeg også godt kunne få noget spilletid og til 2 mio er han en fin breddespiller for at frigive midler. Fik bl.a. stor ros for sin indsats imod FCK.”

 

Danny Olsen:

Først og fremmest, hvad er dit mantra når du skal sætte dit hold?

”Qua min dårlige erfaring med spillet, så har jeg nok ikke de store givende fifs. Jeg har dog satset på de to hold, som jeg forventer kommer til at have den største succes i foråret. Derfor er mit hold godt præget af spiller fra AGF og FCM

Hvem er et must-have?

”Jeg har flere must-haves spillere på mit hold. Udover, at jeg har prøvet at ramme spillere som kan lave mål og assistere, så måtte jeg bare eje Ronnie Schwartz. Han ligger nummer 2 på topscorerlisten og spiller nu for topholdet FCM, som jeg tror bliver mestrer. Så han skal være på mit hold.”

Den billige fidus? (Pris under 3 mil.)

”Min fidus til en billig spiller er Mathias Greve. Mathias kan sammen med Randers få et godt forår. Han er en meget talentfuld spiller, som udover selv at være målfarlig også kan sætte sine medspillere op.”

GF’eren man er nødt til at have på sit hold?

”Den første mand på holdkortet fra AGF bliver min gode kompis og “de hviies” anfører, Niklas Backman. Han er i mine øjne uvurderlig på holdet og den største grund til, at holdet har kørt så godt efter hans tilbagevende til byens hold. Han scorer ikke så mange mål, så jeg har nok også valgt lidt med hjertet på denne her.”

 

Flemming Povlsen:

Hvem er et must-have?

“Kudus fra FCN er mit must-have. Tekniske færdigheder i international klasse, overblik, assist og en del mål (en billig udgave af FCMs Evander). Og så har FCN et godt kampprogram.”

Den billige fidus? (Pris under 3 mil.)

“Den billige fidus må være Alexander Bah fra Sønderjyske. Han er nu flyttet frem i banen og skal nu i gang med at score mål og lave assists. Et talent der med stor offensiv energi giver meget til holdet.”

GF’eren man er nødt til at have på sit hold?

“Min AGF-spiller er Casper Højer. Sjældent skadet, altid involveret i offensiven med assist og skud (dog med løst krudt indtil videre). Han kan lave mål og det tror jeg kommer til at ske i foråret” 

 

Til sidst lidt ekspert-råd fra managerspilsekspert og indehaver af podcasten, Klubhuset, Frederik Ingemann:

Frederik har fulgt Superligaen tæt de seneste 3-4 år, men med en årelang kærlighed for Premier League, så mener han, at mange af forudsætningerne allerede var på plads i forhold til managerspillet førhen.

Frederik har spillet holdet.dk siden 2006, hvor det dengang var VM Manager 2006. Han er fra 1996 og opdagede i 2005, at man kunne sætte managerhold til Tour de France, men der var løbet allerede en uge henne. Kærligheden til managerspillet blev dog en realitet året efter.

Først og fremmest, hvad er dit mantra når du skal sætte dit hold?

“I Superliga-regi foretrækker jeg at gå tungt ind på FCK og FCM, da der ikke er de samme notoriske målscorere, som i La Liga og Premier League. Det skal dog stadig give mening. Jeg køber sjældent ind på en defensivmidt, selvom vedkommende er billig. Derudover bruger jeg gerne den tommelfingerregel, at desto kortere jeg påtænker at beholde en spiller, desto billigere skal vedkommende være grundet transfergebyret på 1 procent på alle handler.”

Hvem er et must-have?

“Helt klart FC Midtjyllands Paulinho til 3 mio. Brasilianeren synes at have genvundet venstrebacken hos mestrene, og med deres defensive kvaliteter er han svær at komme udenom.”

Den billige fidus? (Pris under 3 mil.)

“Tæller Paulinho til 3 mio med her? Det ville nok være for kedeligt at pege på ham igen. Jeg kunne godt have lidt fidus til FC Nordsjællands Oliver Antman til 2 mio, særligt til første runde. Antman har spillet meget i optakten, hvor han også er kommet på tavlen”

GF’eren man er nødt til at have på sit hold?

“Casper Højer til 4 mio er spændende. Han forløste ikke sit offensive potentiale i efteråret, men jeg er fortrøstningsfuld. Et lille minus er dog, at han blot er et gult kort fra at få karantæne.”

 

Vi hos MTAC og eksperterne glæder os utroligt meget til at “duellere” imod jer, så vi håber, at så mange som muligt vil spille med.

I finder spillet på holdet.dk og gruppen hedder MTAC, og kan findes her.

 

Har i andre fifs som eksperterne har overset og som I gerne vil dele, eller er der noget I er uenige med, så skal I endelig bare skrive det i kommentarfeltet nedenfor. 

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments