Det store transferoverblik: Del 1 – Hvad skete der hos ”De Hviie”?

0
Af Mattias Sundroos

AGF er for første gang siden 96/97-sæsonen overvintret på en tredjeplads i 3F Superligaen og det har man kunne se på det netop overstået transfervindue, hvor det ligner, at mantraet har været: ”Et stille transfervindue er et godt transfervindue”

Her i del 1 af det store transferoverblik har vi hos MTAC forsøgt at danne et overblik over, hvad der egentlig er sket i dette års transfervindue.

 

Dem måtte vi sige farvel til:

Der har i den grad været gang i rygtebørsen i forhold til, hvilke af AGF’s profiler, der skulle være på vej væk i det netop overstået transfervindue. Det var ikke overraskende, da man som sagt har leveret den bedste halvsæson siden 96/97-sæsonen. Dog forblev største delen af dem bare rygter.

Hvilke rygter der var og hvorfor de ikke blev til noget, vil vi kigge mere på i del 2, så her får I istedet de handler, der rent faktisk skete.

 

Daniel Thøgersen blev sendt på endnu et lejeophold: 

Daniel Thøgersen, som i efteråret var udlejet til Næstved i 1. Division, hvor det blev til 10 kampe, blev endnu en gang lejet ud, denne gang til Kolding IF. Til det udtalte sportschef, Peter Christiansen “PC”, til agf.dk:

Daniel har gjort det godt i Næstved og det har været positivt for ham at komme på græs i NordicBet Ligaen. Han er på et sted i sin udvikling, hvor han skal spille kampe og det får han nu fortsat mulighed for i Kolding IF – og dét i en konkurrencedygtig og hård liga. Det bliver godt for Thøger, at han fortsat kan udvikle sig med regelmæssig seniorfodbold og det er en god løsning for alle parter” 

Thøgersen spiller en position, hvor Casper Højer i særdeleshed har været en klar profil. Derudover har den 22-årige, U-23 landsholdspiller fra Australien, Alex Gersbach, også tilsluttet sig konkurrence med 3 flotte kampe i Sydbank Pokalen, hvor det blev til 2 mål og 1 assist i denne sæson. Det er dog kun blevet til 2 indhop i 3F Superliga-regi. Derfor ligner det umiddelbart en god beslutning for 20-årige, Daniel Thøgersen, at sikre sig spilletid resten af sæsonen.

 

Youssef Toutouh fik ophævet sin kontrakt og skiftede til FAR Rabat:

© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Youssef Toutouh, som blev hentet tilbage i efteråret 2018, lykkedes aldrig rigtigt med at indfri ikke blot de forventninger man havde til ham, men især det talent han utvivlsomt rendte rundt med. Det blev kun til én enkelt reserveholdskamp for Youssef i AGF denne sæson, hvor man forsøgte at leje ham ud til norske Stabæk. Her blev det blot til 7 kampe og én enkelt assist for Youssef.

Youssef nåede at spille 22 kampe i den ”hviie” trøje inkl. pokalturneringen og her blev det kun til 1 mål og 1 assist. Man nåede dog ellers af flere omgange at få tiltroen tilbage til marokkanske-driblekonge, da han bl.a. i januar sidste år brillerede i træningskampene, hvor han scorede hele 7 mål (3 mod Brabrand, 2 mod Brentford og 1 mod AC Horsens og Rosenborg BK), men talentet blev aldrig forløst.

Dette bakker “PC” op i sine udtalelser til agf.dk:

”Det er på ingen måde gået som vi havde håbet med Youssef, som vi må erkende ikke har levet op til de forventninger, vi havde til ham, da han kom til Aarhus. Trods sit store talent har Youssef haft for langt til spilletid. Så derfor har vi fundet det bedst for alle parter, at vi nu ophæver aftalen, så Youssef kan finde et sted, hvor han kan få kontinuerlig spilletid på førsteholds-niveau.”

 

Nimo Gribenco fik også ophævet sin kontrakt:

Aarhus-drengen, Nimo Gribenco, fik i dette transfervindue ophævet sin kontrakt. Nimo, der pga. hans små hurtige og vævre bevægelser var kendt som ”Slangen” ude på Fredensvang, lykkedes aldrig rigtigt med at indfri hans store talent.

PC udtalte ellers tilbage i juni 2018 om Nimo til Århus Stiftstidende:

”Han er uomtvisteligt et stort fodboldtalent med nogle unikke offensive kvaliteter, vi ikke ser så meget i Superligaen, men han skal fortsat forbedre sig – fysisk som mentalt.”

Dette lykkedes dog ikke for Nimo, som ellers debuterde tilbage i marts 2017 som blot 20-årig i en kamp imod Sønderjyske. Derefter blev det kun til 4 pokalkampe for Nimo i AGF.

Han har de seneste 2 sæsoner været lejet ud til Islandske Stjarnan Gardabaer, men her blev det kun til 19 kampe, hvor 14 af dem var som indskifter, og 1 mål og 1 assist.

 

Alexander Jovanovic fik ikke forlænget sit lejeophold:

Lejeaftalen med Jovanovic var en nyhed, som i den grad gav alle AGF-fans smil på læben i sommers. Lejeopholdet startede også meget godt med tre sejre i Jovas første tre kampe.

Dog vendte ikke blot sejrsstimen, men også spilletiden for Jovanovic, der i de efterfølgende tre kampe indkasserede 8 mål og tre nederlag, hvorefter det ikke blev til flere superligakampe for serberen.

Derfor var det også en nyhed som ikke skabte den største røre, da AGF i slutningen af sidste år meldte ud, at lejeaftalen ikke ville blive forlænget.

Jovanovic er i stedet blevet solgt af Huesca til den spanske tradiotionsklub, Deportivo La Coruna.

 

 

Dem får vi lov til at se mere til: 

Albert Grønbæk Erlykke fik en 4-årig fuldtidskontrakt:

Den unge midtbanespiller, Albert Grønbæk Erlykke, fik d. 6 januar i år en 4-årig fuldtidskontrakt, hvor PC ikke lagde skjul på, at det var en spiller med et stort talent, da han udtalte til AGF.dk:

”Albert har et stort potentiale og har været igennem en rivende udvikling siden han kom til AGF. Han er hurtig på fødderne og sparker godt til bolden med begge ben. Og så er han en hårdtarbejdende ung mand, der er modig i duellerne og generel en hårdfør spiller. Så vi glæder os til at se ham på fuld tid til sommer, når han har gjort sin skoletid færdig på en god måde” 

Albert blev I april sidste år belønnet med Martin Jørgensens Talentpris og debuterede allerede på AGFs førstehold tilbage i september 2019 i pokalkampen mod Marstal/Rise IF.

 

Kasper T. Kristensen fik en kontraktforlængelse til udgangen af 2021:

Ligesom med Erlykke blev Kasper honoreret med en ny kontrakt på baggrund af sit hårde arbejde, men mest af pga. flotte præstationer. “PC” begrundede kontraktforlængelsen som følger til agf.dk:

“Kasper er inde i en rigtig god udvikling og har vist, at han kan begå sig, når han har fået chancen. Han leverede et solidt indtryk i de fem kampe, han fik for Superliga-holdet i efteråret 2018 og siden hen også ved flere andre lejligheder. Og han er generelt vokset med opgaven og udvikler sig stadig dag for dag”

Kasper, der allerede har spillet 6 kampe for AGFs førstehold, kan nu se frem til pladsen som andenmålmand, da lejeaftalen med Alexander Jovanovic ikke blev forlænget.

 

Three more years! David Nielen forlængede:

© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Til sidst men ikke mindst, så fik alle AGF-fans sig noget af en julegave, da man d. 22 december kunne offentliggøre en kontraktforlængelse frem til sommeren 2023 med cheftræner David Nielsen.

PC lagde heller ikke skjul på det fremtidige potentiale i samarbejdet med David Nielsen, da han udtalte sig til AGF.dk:

“I løbet af den nye kontraktperiode med David Nielsen som cheftræner, vil vi – og det har vi haft stor enighed om og givet håndslag på – på alle områder nogle spadestik dybere ned i måden, vi gør tingene på i AGF. Fremtiden skal ikke kun handle om at fastholde, men i grad også om, at videreudvikle og nytænke den måde, vi arbejder på i dagligdagen – på alle områder rundt om Superligaholdet, men også i AGF helt generelt”

 

“Et stille transfervindue, er et godt transfervindue”

Det var derfor nok ikke kun AGF-fans landet over, der fik, hvad de ønskede sig, men også en lykkelig cheftræner, David Nielsen, der inden transfervinduet ønskede sig følgende i et interview med avisen B.T.:

”Mit største ønske er egentlig, at jeg kan fortsætte med at arbejde med den gruppe spillere, vi allerede nu råder over”

Så på baggrund af dette må vi se tilbage på transfervinduet med et smil her i smilets by.

 

 

Hvad synes I? Var et stille transfervindue virkelig det helt store ønske eller havde i håbet på andet?

Kom gerne med din mening om transfervinduet og deltag i debatten herunder.

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments