David til MTAC: Vi passer perfekt til kampe mod FC Midtjylland

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Af Mattias Sundroos

Vi fik os en snak med David Nielsen i dag på Fredensvang om kampen der venter på søndag, en stærk indbyrdes historik og om problemerne på kanterne. Hør Chefens forklaringer her: 

Selvom den gæve skagbo, der nu har været ved roret for AGF i 3 år, hvilket gør ham til den længst siddende træner i ligaen, gerne altid ses med smil på læben og en kæk bemærkning, så var det ikke til at tage fejl af i dag på Fredensvang, at respekten for søndagens modstander er stor!

Selvom FC Midtjylland måske på mange fronter ikke har været lige så skræmmende i år som sidste år, så viste de bare i seneste runde før landskampspausen, at topniveauet stadig er det bedste i ligaen med deres 4-0 sejr over vicemestrene fra FCK. Så selvom det endnu ikke er blevet til point i verdens fineste turnering, Champions League, for FC Midtjylland, så går David og co. til kampen på søndag med stor respekt.

“Der er bare nogen hold, der har vist os, hvilken intensitet, der skal til. Der kan du sige, at FC København, Brøndby IF og FC Midtjylland, det har været hold, som vi i lang tid har skulle ligge og arbejde os op imod. FC Midtjylland har i lang tid været på et andet niveau end os, men vi har også altid målt os på dem i forhold til, hvor vi skal hen på intensitet og mange andre ting.”

“Det (Red. niveauet) kommer jo oppe fra, det kommer fra FC København, som har fået erfaringer, niveau og intensitet fra Europa, hvilket Midtjylland jo også har nu. Så vi møder et hold, der har fået energi fra Champions League. Overordnet set, så er det sådan noget, der er med til at udvikle ligaen, men det kan vi ikke bruge til noget søndag, hvor vi skal ud og slå et hold, der har spillet Champions League. De kommer med et højt intensitetsniveau, og så kommer vi til at se om vi også kan løfte os endnu et hak op fra det, vi har gjort indtil videre. Det bliver en super fed kamp, som alle de kampe vi har spillet mod FC Midtjylland har været”

 

Selvom lige netop Champions League-kampene har haft høj prioritet for de Champions League debuterende ulve fra Heden i denne sæson, så tror David ikke, at vi kommer til at se den store rotation til kampen på søndag.

“De kommer med alt, hvad de overhovedet har. Jeg tror, at nu har de overstået de første Champions League-kampe og der kan man måske godt miste lidt fokus, især med midtuge-kampe osv. Men nu kommer de fra en landsholdspause, og de kommer med alt, hvad de overhovedet har”

 

Det bliver derfor spændende for alvor at se, hvorvidt AGF stadig kan matche de allerbedste, som de især viste i sidste sæson. Her kastede kampene mod top 6-holdene hele 38 point af sig ud af de 64 point, der gav de famøse bronzemedaljer. 12 sejre, 2 uafgjorte og 6 nederlag taler sit klare sprog, men det gør stadig ikke kampen på søndag til nogen nem opgave, dog tror David bestemt på mulighederne:

“Problemet er, når man møder rigtig gode hold, så er der fordele og ulemper ligegyldig, hvad du gør. Så det handler om at lukke kampen, ganske enkelt. Hvis du går højt, så har de nogle kanter, der kan ødelægge dig på bagsiden. Hvis du står lavt, så slår de indlæg på Kaba. Ved gode hold, der handler det om at være der på dagen, og se hvad de giver os. Giver de os en lille svaghed i en af delene på dagen, ja, så skal vi være klar til at justere ind på det. Hvis vi kan se, at vi lykkes med at gå højt, så skal vi kunne sætte kniven ind der, omvendt kan vi se, at vi får styr på dem ved at være længere tilbage, så skal lade dem hvile på bolden lidt mere. Vi står næsten aldrig langt tilbage længere, vi flyver op på hold i presset. Så det er ikke en overvejelse at pakke os. Vi kan godt lide, at kampene kommer op på et højt niveau intensitetsmæssigt, det er til vores fordel!”

 

Lige netop intensitetsniveauet var også noget, man i AGF havde fokus på mod FCK. Dog kammede tændingen en smule over i den kamp, hvilket resulterede i masser af in-fights og et tab af fokus på at spille fodbold. I forhold til at undgå netop dette igen, der var beskeden klar fra chefen:

“Det jo individuelt. Det er jo spillerne selv, der skal sørge for at holde disciplinen og styre følelserne. Det skal de kunne”

 

Tre sejre i de seneste tre indbyrdesopgør kan bestemt bruges til noget

Selvom man ofte snakker om, at hver kamp har sit eget liv og man ikke kan hvile på sine tidligere successer, så holder David fast i, at de tre sejre mod FCM i sidste sæson ikke blot var en kulmination på en strålende sæson, men mange af de tendenser og successer fra de kampe klart kan tages med ind til kampen på søndag.

“Bestemt. Vi kan bruge masser fra dem, det er der ikke nogen tvivl om. Der er ingen tvivl om, at man kan sige, første gang vi slår dem, at de når undervejs at undervurdere os lidt, og så blæser vi dem omkuld i anden halvleg. Vi spiller 9 minutter på det højeste niveau, vi måske har gjort, også rent effektvitets mæssigt, hvilket gør, at vi vinder en kamp, hvor vi fuldstændig chokerer dem. Faktisk også en kamp, hvor vi også på mange måder bliver chokeret over os selv.”

“Den efterfølgende kamp, der løber kampen faktisk os af hænde og vi er bagud 3-1, hvor vi så formår at komme tilbage, og så er der selvfølgelig lidt held involveret og lidt, at modstanderen stoppede med at spille. Men ens for alle kampene er, at vi har matchet dem, og vi har sat kniven ind, når vi har haft chancen til at gøre det. Og hvis man skal slå de bedste hold, så skal du have den eksplosivitet og store defensive præstationer både fra vores hold som enhed, men også fra enkelte spillere”

 

Derfor er troen på egne evner stor i AGF-lejren frem mod søndagens kamp, da David især kigger indad i forhold til at finde de våben, man skal kunne stikke, hvad han kalder 3F Superligaens bedste hold med.

“Jo, men vores spillestil er jo vokset fremad ved at spille mod Midtjylland. Vores måde at flytte brikkerne på har jo taget udgangspunkt i, hvordan vi kan matche de allerbedste hold. Så vores formation, rent taktisk, passer perfekt til at spille mod FC København og FC Midtjylland, og Brøndby”

 

Alt er dog ikke lutter lagkage, endnu!

Selvom både den indbyrdes historik, en taktik skræddersyet til disse kampe og et formationsskifte, der gerne skulle give en større offensiv palette, altsammen indikerer en styrket position frem mod kampen søndag, så er der ét sted, det har haltet for AGF i år – og det er kanterne.

Selvom Grønbæk eminent har gjort sig gældende på kanten og endda har leveret 2 scoringer og en assist på sine 7 kampe, så pointerede statistikekspert Benjamin Leander i medianos preview endnu engang, at man i AGF ikke har en eneste spiller på den nuværende top 30 i 3F Superligaen over antal driblinger og 1-mod-1 situationer, hvilket også er noget, man har studset over i AGF:

“Nu er der spillet 8 kampe, så man skal altid passe på med at konkludere, men der er ingen tvivl om, at vi har mere et kollektivtspil nu, så det er jo klart, at det betyder noget. Men vi vil gerne skabe situationer og vi vil også gerne have vores kanter tager de situationer, da vi har behov for vores gennembrud derude fra. Det er noget, som vi også selv har opfanget i vores egen database og har studset lidt over, hvad grunden egentlig er til. Og når vi dykker ned i det og ser på kampene, så det er ret tydeligt, at vi mangler den der punch til at tage den første dribling. Så det er jo lidt af det gode ved data, at man nogle gange får nogen svar, som man måske ikke sådan lige havde tænkt over.”

 

David måtte dog indrømme, at selvom de taktiske ændringer til denne sæson har spillet en rolle i forhold til den negative udvikling på kanterne, som jo også selvfølgelig bliver forstærket af salget af individualisten Mustapha Bundu, så har det ikke været et bevidst valg:

“Nej, det er ikke bevidst. Det er det ikke. Omvendt, så er der også spillere, der bare dribler for at drible. Vi har også spillere, som vi gerne vil have hurtigt frem til målet. Det er 50% af forklaringen, det er, at vores spillere altid går efter at spille den til en, der er foran sig selv hele tiden, når vi kører vores omstillinger. Men der er ingen tvivl om, at vi skal have mere 1-mod-1 spil på siderne”

 

 

Hvad er jeres reaktioner på Chefens udtagelser? Tror I på en sejr mod FC Midtjylland på søndag eller bekymrer nogle af disse ting jer?

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments