David Nielsen til MTAC: Det her er mit ansvar!

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Af Lukas Voergaard Jepsen

Ovenpå et på flere måder knusende nederlag, var både cheftræner og anfører tydeligt skuffede, men samtidig meget afklarede med at præstationen på aftenen bare ikke var god nok.

Det så ellers så godt og lovende ud, da omkring 200 inkarnerede GF-fans, flere timer før kampstart, havde taget stilling for enden af Stadion Allé, og bød deres helte velkommen til kampen med en modtagelse der så sandelig var pokalhelte værdige – sådan skulle det dog ikke gå.

Den store spænding, entusiasme og optimisme blev relativt hurtigt erstattet af en ekstrem skuffelse, efter en pokalsemifinale mod bitre rivaler, der endte i et ikke bare hjerteskærende nederlag, men også en præstation på banen, der på ingen måde var begivenheden og de mange fans værdig – og det ved holdet godt.

Patrick Mortensen er udover at være en fænomenal angriber og anfører, også et yderst fornuftigt menneske, der altid er reflekterende og villig til at se indad i interviews. Det samme var tilfældet efter gårsdagens kamp, men det var en slukøret anfører, der tydeligvis, og forståeligt nok, var ramt efter den svære kamp. Men, heldigvis kan man godt tillade sig at sige, blev der hverken fra anfører eller cheftræners side peget fingre, og begge virkede meget afklarede med ansvaret for det dårlige resultat.

Så hvad gik galt? Hvorfor blev en pokalsemifinale, med udsigt til finale på eget græs en så stor skuffelse, ikke bare resultatmæssigt, men i den grad også med fokus på spillet på banen?

“Momentum svinger lynhurtigt i kampen, i og med at de kommer ud til anden halvleg, og vi kan ikke rigtig få spillet os ud. Vi starter med at blive presset tilbage i starten af anden halvleg, og så får vi aldrig rigtig løftet os derfra. Vi ender med at må cleare nogle bolde langt væk fra Patrick, og vi får ikke skubbet efter. Vi mangler kvalitet på bolden, vi mangler selvtillid, vi mangler bevægelse, vi mangler det hele i den anden halvleg,” – lyder det fra David Nielsen, og mange af de fremhævede mangler bekræftes ligeledes af Patrick Mortensen.

 

“Det virker lidt som om, som David også siger, at de vil det mere end os, og det må ikke ske, og det må ikke kendetegne os. Vi plejer at være det hold med energi og power og er forfærdelige at spille mod (…) Det er klart vi må hanke lidt op i os selv. Det skylder vi fansene, de er mødt op talstærkt derude og viser deres kæmpe støtte, også leverer vi sådan en omgang – det er bare ikke i orden,” – fortæller anfører Mortensen og fortsætter:

 

“Jeg synes egentlig vi spiller en nogenlunde første halvleg, men det er bare som om at de vil de mere end os i anden halvleg. Jeg synes, de vinder fortjent, de spiller godt. Der mangler bare et eller andet, der mangler en nerve synes jeg”

“Langt hen af vejen synes jeg jo egentlig vi spiller fint, men vi bliver ikke farlige nok overhovedet, og det er lidt den samme sang om igen,”

Han bliver derefter spurgt om holdet lider af en mangel på selvtillid, noget David Nielsen også selv nævnte efter kampen, men Patrick Mortensen vil ikke bruge selvtillid som en forklaring på det dårlige resultat.

“Selvtillid er et sjovt ord, for i min verden behøver du ikke have selvtillid for at spille godt. Det er jo bare at have tillid til sig selv, og det burde folk jo have. Der er en grund til at de spiller på det her niveau, og det er fordi de har gjort et eller andet rigtigt, men det kan da godt være der har forplantet sig et eller andet i os – jeg ved det ikke,”

 

Cheftræneren er hvert fald ikke i tvivl om at selvtilliden mangler, og nævnte det også flere gange efter kampen, men blot som et punkt, på en lang liste af ting, der ikke fungerede for de hvidklædte torsdag aften.

“Vi mangler overskud og vi mangler spilleglæde også er vores hold selvfølgelig et svært sted. Det her bump her kommer i en rigtig dårlig uge for os.

Vi var selvfølgelig lidt bekymrede efter kampen sidst, og vi når ikke at få repareret det. Måden vi kommer ud til anden halvleg på, er meget ukarakteristisk for os, og det er min opgave at løse det,”

 

Og netop David Nielsens eget ansvar, er han yderst bevidst om, måske også for at tage lidt af presset af en gruppe spillere, der uden tvivl havde en rigtig træls aften. Ikke desto mindre går cheftræneren forrest, når ansvaret skal placeres, og indrømmer også, at kampformen i øjeblikket er bekymrende.

“Med to kampe på det niveau her så er jeg selvfølgelig bekymret, og det skal vi arbejde med, vi skal nok få vores fodboldhold tilbage, og det skal vi også nok gøre hurtigt. Det er ingen grund til at forsøge at camouflere det, lige nu er vi et sted som ikke er særligt godt og det skal vi ud af hurtigt,”

 

Det skal dog understreges, at selvom pokalsituationen nu ser umådelig svær ud, har cheftræneren ikke kastet håndklædet i ringen, og tror også på at meget kan nå at ændre sig, inden næste uges returopgør.

“Jamen vi kan gøre meget, vi skal nok få vores fodboldhold tilbage, vi lider lige nu, vi har spillet to rigtig rigtig dårlige kampe på et rigtig dårligt tidspunkt, og det er meget simpelt, det er mit ansvar at få det her hold til at spille på det niveau vi er vant til og det arbejder vi benhårdt på,”

 

Returopgøret venter på næste torsdag, og om ikke andet, bør det blive en underholdende kamp, da De Hviie som bekendt skal bruge mindst to mål, for overhovedet at have chancen for avancement.

Om det lykkes må tiden vise, men bjørnen er endnu ikke skudt, hvorfor skindet ikke bør sælges, og ét hurtigt mål på torsdag, kan vende momentum totalt – game on!

 

 

 

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments