David bliver i Aarhus

6

Af Simon Fenger

Vi har vendt og drejet tingene og fået os en snak med PC, og derfor tør vi godt at sætte måsen i klaskehøjde og sige: David bliver i Aarhus.

Fyringen af Ståle Solbakken i FCK har ikke kun sendt rystelser i det Storkøbenhavnske fodboldmiljø. Rystelserne nåede meget hurtigt til Aarhus, hvor AGF-cheftræner David Nielsen af mange bliver set som en mulig afløser i københavnerklubben.

At miste David Nielsen til FCK udgør en bekymring, der er til at tage at føle på i Aarhus! På MTAC-redaktionen har vi naturligvis ligget søvnløse over dette spørgsmål, men efter vi har talt med en god ven i går – og tænkt grundigt over tingene, så sætter vi måsen i klaskehøjde, og siger at David bliver i Aarhus!

 

Spørgsmål: Er David Nielsen relevant for FCK?

David har personlighed, karakter og karisma i mængder der gør, at han vil egne sig fortrinligt til at være FCK’s ansigt udadtil. Han har dertil stor succes som træner i de opgaver han har haft. Optimalt set vil FCK nok ønske sig en træner, der har leveret på endnu højere hylder end David har lige nu. En træner der også har internationale resultater at vise frem, men en af de mest gentagede ord fra toppen i FCK lige nu er, at de leder efter en træner med FCK-DNA, og med Davids historik i FCK, så er han derfor en oplagt kandidat.

Konklusion: David vil være relevant for FCK – nu eller senere.

 

Spørgsmål: Er FCK relevant for David Nielsen.

Selvom det gør ondt at skrive så er FCK uomtvisteligt en større klub end AGF. David er en ambitiøs træner der efter eget udsagn tænder på store og svære udfordringer – det må man sige, at han vil kunne få opfyldt i FCK. Læser man bogen om og af David ”sorte svin” så efterlades man med det klare indtryk, at FCK er David Nielsens klub i Danmark. Nu skal det siges, at der på mange måder er løbet enormt meget vand igennem Aarhus Å siden den bog blev skrevet. David har givet klart udtryk for, at han er glad for at være i Aarhus, men mon ikke hovedstaden trækker i ham når chancen opstår.

Konklusion: Ja, David vil se FCK som en spændende udfordring.

 

Så hvorfor bliver David i Aarhus?

David Nielsen har en kontrakt med AGF der rækker frem til sommeren 2023. Hvis han skal løses fra den så skal han købes fri af FCK. Det er meget sandsynligt, at FCK allerede har henvendt sig til AGF med en forespørgsel vedrørende dette.

Sagen er bare den, at det ikke giver mening for AGF at sælge. Dels så har AGF ikke et økonomisk behov for at sælge, og dels så går det så godt sportsligt, at det ikke giver nogen mening at pille ved det.

FCK kan naturligvis beslutte sig for at finde så mange penge frem, at det ikke vil give mening at sige nej, men det er David Nielsen trods alt endnu ikke et stort nok navn til (måske var det trods alt godt vi tabte til Mura).

Vi var på Fredensvang i går og interviewede bl.a. PC om transfervinduet, og i den forbindelse slog PC fast, at transfervinduet er lukket for AGF’s vedkommende. Selve interviewet om transfervinduet kan I høre meget mere om, i første afsnit af vores nye fan-podcast, som udkommer inden for en uges tid. På vores opfølgende spørgsmål om, hvorvidt dette også gjaldt trænertransfers slog PC fast, at det gør det fuldstændigt.

”David sidder på en kontrakt på lige knap 3 år endnu, så det giver ikke mening at tale om (Red. et skifte)”

Vi tror på PC – og det er vi meget glade for. Vi nyder Davids arbejde så længe vi har ham!

Få notifikation
Notifikation ved
6 Comments
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
thiele
6 dage siden

Jeg er normalt stor fan af jeres artikler og har kæmpe respekt for den indsats i lægger for dagen, men denne artikel har vel mest af alt karakter af clickbait og EB journalistik. At David har kontrakt i 3 år endnu og PC siger, at vinduet er lukket, er vel en af de mest velkendte forhandlingsmetoder i professionel fodbold. Vi ser det gang på gang i relation til salg både i DK og internationalt. Lige netop det faktum at FCK kunne være særdeles interesseret i at hente David og at FCK er Davids klub som i selv skriver (han får… Læs mere »

dengamle
6 dage siden

Er sikker på at David bliver diskuteret som et emne i FCK bestyrelse. Om det så ender med David er mere tvivlsom. Men er det David FCK vil have så får de ham også. (Jeg tror FCK forsøger at få Arnesen som sportschef – og så finder han en Hollands træner med international erfaring). Jeg tror ikke David vil sige nej – og med penge for David siger AGF ikke nej og det gør de heller ikke i forhold til David. Hvis David vil til FCK vil AGF ikke stå i vejen for dette. Og stopper David – er klubben… Læs mere »

Plade
6 dage siden

Hvis det er så sikkert, at DN bliver, hvorfor har vi så ikke hørt DN selv gå ud og melde det ud?