Cheftræneren til MTAC: Vi jagter vores øverste niveau hele tiden

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

David Nielsen var naturligvis en glad mand efter søndagens sejr over F.C. København. Cheftræneren var blandt begejstret over de mange tilskuere på Ceres Park.

Af Rasmus Thomsen

Siden coronavirussens udbrud i Danmark, har der været stort set tomt på de danske fodboldstadions. I den periode har AGF blandt andet spillet sig i mesterskabsspillet og spillet en pokalsemifinale. Kampe og oplevelser, som man gerne ville have delt med fansene.

Men søndag aften var publikum for alvor tilbage i Aarhus, da mere end 7.000 mennesker var på lægterne. Under den tilskuerløse periode, har David Nielsen ikke gjort et stort nummer ud af de manglende tilskuere, men betydningen af at have dem tilbage, er ifølge træneren stor.

”Det var en fornøjelse. Jeg vidste det jo godt, men man gider ikke stå at snakke det hele ned, når tilskuerne ikke er her. Men det er jo en anden idræt. Intensiteten i kampen i dag overstiger jo de andre kampe, om det har været en pokalsemifinale eller en vigtig kamp i top-6 eller om at komme i top-6, eller hvad det end har været.”

”Det er bare en helt anden kamp det her, elektriciteten og oplevelsen ved fodbold, både for spillerne og mig som træner, men sikkert også for jer udenfor. Det er en helt anden historie.”

AGF har haft et flot forår indtil videre, hvor ”De Hviie” blandt andet har fået 10 point i mesterskabspillets første fem kampe. Aarhusianerne har sat sig solidt på 3F Superligaens tredjeplads og forspringet er komfortabelt. Med fem runder tilbage af dette års mesterskabsspil, har AGF ni point ned til den nærmeste forfølger Brøndby IF. Samtidig har AGF kun fire point op til FCK på anden pladsen.

Vi spurgte David Nielsen om AGF er på jagt efter sølvet, eller om man skal forsvare tredjepladsen.

”Tabelsnakken er sådan en, hvor vi kan se resultaterne og så kan vi sætte os ned og kigge på den. Jeg står for at producere det der gør, at der kommer til at stå noget i den tabel. Uanset om vi får 0, 1 eller 3 point. Så mit fokus er hele tiden på det. Jeg ved udmærket godt at der er noget psykologi i det, i forhold til at havde Brøndby vundet i dag (i søndags, red.), så havde de været 3 point efter os, da vores kamp startede. Sådan nogle ting spiller ind nu her til sidst i sæsonen.”

”Det er jo det samme med hold, der begynder at nærme sig nedrykningsstregen, så spiller psykologien ind og man skal til at forholde sig til tabellen.”

”Vi jagter vores øverste niveau hele tiden. Og det er derfor vores hold er som det er nu. Hvis vi vinder en kamp, så vil det se godt ud i tabellen, og hvis vi taber som i sidste uge, jamen så er der pludselig nogle hold der er tættere på. Så kunne vi sidde og se tabellen og tænke åh nej, nu tør vi næsten ikke at spille mod FCK. Så det er ikke et fokus for os, men præstationen er fokus.”

I de første fem kampe har AGF vundet over F.C. København, FC Midtjylland og FC Nordsjælland. Man har spillet 0-0 i Brøndby og så har man tabt hjemme mod AaB.

Netop nederlaget til AaB får AGF’erne mulighed for at revanchere på torsdag, når man gæster AaB i Aalborg. David Nielsen kan ikke garantere, at aarhusianerne ikke taber mere i mesterskabsspillet. Men fokus er på, at spillerne skal være klar når kampene fløjtes i gang.

”Det kan sagtens ske igen. At modstanderen får et langt indkast, der ryger op i luften og går i mål. Eller at vi får et skud afrettet imod os. Men vi arbejder meget med at de andre ikke må være mere klar end os.”

”Og det andet mål, som vi indkasserer mod AaB, det var helt uacceptabelt i forhold til at de tager et hurtigt indkast, hvor vi står og sover. Så det er egentlig dét der er fokus, ikke de andre tilfældige ting, dem kan vi ikke gøre noget ved.”

AaB tager imod AGF på torsdag. Kampen spilles på Aalborg Portland Park kl. 18.00. Det er endnu ikke muligt for udeholdets fans at komme med til kampene. Kampen kan i stedet følges på TV3 sport.

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved