Casper Højer – en snak med efterårets bedste GF’er

3
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Casper Højer Nielsen er blevet en vigtig brik i bagkæden, og spørger du hovedpersonen selv, så er han ovenud tilfreds med den fortjente status i klubben. Vi fangede efterårets bedste GF’er til en snak om de nye takter i klubben, den nye forsvarskonstellation og hans status blandt fansene.

Det er i skrivende stund fem dage siden AGF slog hul på forårssæsonen på fornemste vis. En bundsolid sejr mod Esbjerg og en kamp, hvor AGF blandt andet fremviste de defensive kompetencer.

Stor sejr mod Esbjerg, mange vil mene det var noget af det bedste AGF-spil i forhold til de seneste kampe, er du enig i det?

– Jeg synes der er nogen gange, hvor vi har spillet bedre. Men alligevel var der en ro over tingene, og der var så mange ting, der bare var på højt niveau. Denne gang var der et godt flow i vores spil, vi var gode i opspillet og vores defensiv stod godt. På den måde vil jeg give jer ret i, at det var en af de bedre kampe, hvis vi kigger på helhedsbilledet. Men altså, det var ikke fordi jeg synes vi spillede fantastisk bedre end vi har gjort før, men vi spillede godt på mange parametre.

Som vi så kampen var der generelt flere afleveringer mellem kæderne og en sikkerhed på bolden, er det en del af AGF’s nye spilsystem?

– Jeg har det sådan lidt, at det kommer selvfølgelig an på hvilken kamp vi spiller. Men vi har da trænet meget på det i opstarten, hvor vi har brugt meget tid på at holde fast i bolden, hvor vi tidligere har været udsat for at blive presset langt ned i banen og smide bolden for hurtigt, hvilket er sindssygt frustrerende. Så jeg synes godt man kunne se de ting i prakis som vi har gået og trænet på. Jeg synes generelt helhedsbilledet var godt fra kampen, fortæller hovedpersonen til MTAC.

Der er sket meget i bagkæden, og I står med en helt ny konstellation. Hvordan er i faldet på plads dernede?

– Nu har vi jo ikke spillet sammen så længe, så jeg vil ikke sige jeg var bekymret over det, det var jeg ikke, men jeg havde da nogle tanker om, at det godt kunne tage 3-4 kampe før det hele spiller. Men det klikkede godt fra start og jeg havde ikke forventet det ville klikke så godt, men det er jo nogle meget dygtige spillere vi har fået ind. Men jeg er lidt imponeret over, hvor godt det egentlig gik med en ny målmand, højreback og midterforsvar, lyder det fra Casper Højer.

“SKYD!” – Casper Højer har spillet sig til fanfavorit

Casper Højer rykkede til Århus den 7. februar 2018. Et år er gået og den livlige venstreback kom til klubben med det mål at blive fast starter. Nu er han mere end det. Han er afgørende for det defensive fundament, og så har Casper Højer vist så solidt niveau, at han blev kåret som efterårets GF’er af MTAC.

– Det er dejligt at mærke, at fansene er bag en. Da jeg kom hertil var jeg måske lidt et ukendt blad, og jeg tror ikke det var særlig mange, der vidste hvad jeg stod for. Når det er sagt så har jeg fra start af følt mig værdsat og velkommen i klubben, og det er så bare blevet forstærket gennem gode præstationer, hvilket både har været min egen men så sandelig også fansenes skyld. Det har været en dejlig periode på et år nu.

I et af de første interviews som AGF-spiller siger du, at målet var at blive en fast del af startopstillingen, det må man sige du er blevet nu. Har du et næste mål for dig i AGF?

– Ja selvfølgelig. Det var der også på det tidspunkt. Man har hele tiden indre mål, del-mål og store mål, som man hele tiden forsøger at indfri. Men det jeg tænker mest over er egentligt bare at få lov til at spille for AGF, og så længe jeg gør det er det op til mig selv om jeg kan blive endnu mere vigtig. Jeg er sindssygt glad for at spille for AGF, og hvis du havde spurgt mig for nogle år tilbage om jeg ville spille i en klub som AGF hele min karriere, så havde jeg takket ja på stedet. Så jeg er bare tilfreds, og jeg er glad for at spille i en klub, hvor der er fokus på os og hvor det betyder noget for os at komme og se AGF spille. Den opbakning kan man virkelig mærke.

Så selvom græstæppet virker langt fra tribunen, så mærker Casper Højer Nielsen alligevel den status han har fået i klubben fra fansene. Og hvilken anden måde at gengive det med de præstationer han har givet.

Tillykke til Casper Højer for den uofficielle titel som efterårets profil, vi er vilde med dig (og dit venstre ben).

Morethanaclub.dk favicon

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
nyeste ældste mest bedømte
Notifikation ved
kimBo
Bruger

Fin artikel først og fremmest! Kendte faktisk intet til Højer inden han kom til klubben, men han er helt sikkert en af de spillere jeg mindst vil undvære. Håber på at han fortsætter sit gode spil, og bygger på. Og sidst men ikke mindst: Skyd for satan Casper Skyyyyd!!! 😀

T-Knogle
Bruger

Der begynder at ske noget spændende nyt på MTAC, når der bliver skrevet artikler af en sådan kaliber at de bliver refereret på Tipsbladet: