Bundu agent til MTAC: Vil ikke udelukke rekordsalg til sommer

1
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Af Rasmus Thomsen

Inden længe kan I her på siden læse et større interview med John Sivebæk, som en del af serien ”GF’ere på landsholdet”. John Sivebæk er også agent for AGF-profilen Mustapha Bundu, og i den forbindelse, har morethanaclub.dk spurgt indtil Bundus kontraktsituation.

AGF-juvelen Mustapha Bundu har haft et fantastisk år for AGF. Indtil corona-krisen satte en stopper for Superligaen og fodbold generelt, var Bundu flyvende. Langt om længe havde Bundu udfoldet sit store potentiale.

Det har naturligt nok også skabt en del rygter om Bundus fremtid, og med kontraktudløb i sommeren 2021, har der også floreret rygter om, at man i AGF allerede har tilbudt Bundu en forlængelse af kontrakten.

John Sivebæk, der er agent for Mustapha Bundu, bekræftede overfor MTAC, at Bundu-lejren har afvist det første kontraktudspil. Derefter satte Sivebæk nogle ord på Bundus situation.

”Der er stor interesse for Bundu qua hans præstationer hen over det seneste års tid. Og det er selvfølgelig helt naturligt, for han er en meget dygtig spiller. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der er i tvivl om. Men han er selvfølgelig stadig ung, og han skal stadig lære nogle ting.”

”Men jeg tror, han er klar til at tage næste skridt. Men om det kommer til at ske, det afgører AGF jo et eller andet sted, i forhold til prisen på ham. Så det kan jeg ikke sige noget om, for det ved jeg simpelthen ikke”

Selvom der endnu ikke er skrevet under på en ny kontrakt, var Sivebæk dog ikke helt afvisende overfor, at Bundu og AGF kunne forlænge samarbejdet.

”Nu skal man jo aldrig sige aldrig, og jeg vil ikke udelukke det. Men jeg kan jo føle og mærke den interesse, der er for ham, så det bliver svært (med en forlængelse, red.). Også fordi AGF vel også har en interesse i at tjene nogle penge på ham. Måske specielt i denne tid”

”Jeg håber man kan finde en løsning, hvor alle bliver tilfredse. Jeg ved jo godt, at det ikke altid er sjovt som fan, at se en af de bedste spillere forsvinde. Men det er nu engang vilkårene i dansk fodbold, at de bedste de forsvinder til næste skridt i deres karriere. Og det er jo til udlandet, større klubber i udlandet, hvor de kan udvikle sig endnu mere end i Danmark”

Tilbage i sommeren 2019 solgte AGF deres store profil Jens Stage til F.C. København. Prisen dengang lød angiveligt på op mod 25 millioner kroner. AGF kaldte da også salget af Jens Stage for ”historisk”.

Mustapha Bundu blev i løbet af efterårssæsonen, bl.a. rygtet til MLS-klubben FC Dallas. Dengang forlød det, at AGF krævede minimum 37 millioner kroner for Bundu. Selvom Bundu kun har lidt mere end ét år tilbage af sin kontrakt, så tror John Sivebæk på, at endnu et rekordsalg kan være under opsejling denne sommer.

”Ja det vil jeg bestemt ikke udelukke. Det tror jeg godt, at han kan (blive det største salg i AGF, red.). Jeg tror ikke, de sælger ham for under 25 millioner. Så skal vi i hvert fald længere hen i processen. Jeg ved godt, at det her corona kan have ændret nogle ting. Både i forhold til dem der vil købe, men også i forhold til, hvilken pris AGF skal sælge ham til. Men det ved jeg ikke rigtig noget om endnu”.

 

Hvor stort et tab ville det være at miste vores Sierreleonske-troldmand, og hvad skal til før AGF skal takke ja til et tilbud? Hvad synes I?

Kom gerne med jeres tanker i kommentarfeltet nedenfor.

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
nyeste ældste mest bedømte
Notifikation ved
piphans
Bruger

Corona eller ej…jeg vil mene at Bundu har de højest efterspurgte kompetencer – hastighed og sætte folk af på egen hånd – kombineret med en ret stor fysisk styrke. Det er ved at være hele pakken. Jeg er sikker på at markedet er der for en karl som ham. Vi skal mellem 30-40 mio. – det er jeg sikker på at der hives op af hatten til sommer. Tror ikke han forlænges og det skal han nok heller ikke. Han er simpelthen for god til superligaen.