Ambitiøse Mortensen om bronze-succesen: Vi har haft en fantastisk tilgang til det hele

1
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Da Patrick Mortensen kom til klubben i januar 2019, fortalte angriberen at han drømte om europæisk fodbold med AGF. På onsdag kan Mortensen og resten af AGF-mandskabet, sikre sig en plads i næste sæsons Europa League kvalifikation.

 

Af Rasmus Thomsen

Der var nok mange AGF-fans der blev smånervøse da Patrick Mortensen, som ny AGF’er, fortalte om sine drømme for opholdet i sin nye klub.

De seneste årtiers historik, hvor bl.a. trænere som Søren Åkeby og Erik Rasmussen har meldt store ambitioner ud, som er endt i store skuffelser, har sat sine spor hos mange AGF-fans.

Mortensen drømte nemlig om en gentagelse af, hvad han havde oplevet i Norge med Sarpsborg 08 – at spille europæisk fodbold.

Men Patrick Mortensen skulle kun være i klubben i halvanden sæson, inden én af de store målsætninger og drømme for alvor kom tæt på. Med en sejr over OB på onsdag, venter der europæisk fodbold i Aarhus.

Men hvordan turde Mortensen at melde den slags ting ud, da han ankom til Fredensvang?

”Det er jo klart at man må have nogle ambitioner. Og jeg ved at AGF har jagtet de ting der i mange år, men man har ikke rigtig formået det”.

 

Fik luget ud i spillertruppen

Vejen mod dette års succes-sæson har været lang for AGF. Men ifølge topscorer-Mortensen skyldes succesen bl.a. ydmyghed og hårdt arbejde.

”Jeg synes David og PC har fået skrabet et fantastisk hold sammen. Det er vel siden sommeren 19, hvor vi fik luget nogle spillere ud og fik nogle rigtig fine spillere ind. Lige siden dér synes jeg, der har været en forvandling og jeg synes vi har haft en fantastisk tilgang til det hele”.

”Vi har været ydmyge hele vejen igennem. Vi er ikke faldet ned i det, som man tidligere har gjort, når man har startet godt og vundet tre kampe og så kan vi det hele”.

”Jeg synes egentlig, vi har været straight og ydmyge igennem hele sæsonen. Vi har godt vidst at det her ikke ville komme af sig selv, og det vil kræve vanvittig hårdt arbejde for os i hver eneste kamp”.

 

Fantastiske fans

Målet om europæisk deltagelse er dog endnu ikke opnået. Først skal man besejre OB i onsdagens finalekamp hjemme på Ceres Park.

Patrick Mortensen håber på stor opbakning fra fansene. Og netop fansene får en masse ros med på vejen fra Mortensen.

”Jeg håber der kommer lige så mange fans på stadion på onsdag. Det har sgu været en fornøjelse at have dem tilbage (fansene, red.)”.

”Jeg synes virkelig de har været fantastiske igennem hele sæsonen, men især efter at der er blevet lukket tilskuere ind igen. Vi har ikke følt at der har været så få. De har virkelig givet den gas og det skal de have stor tak for”.

 

Patrick Mortensen har været i AGF siden januar 2019. Siden da har angriberen lavet 27 mål i 50 kampe for klubben.

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
nyeste ældste mest bedømte
Notifikation ved
Plade
Bruger

Det fortæller en del, at hvis vi skal tiltrække spillere af PMs kaliber, så skal vi have ambitioner om Europa. Derfor skal vi slå OB i aften. Godt vi kom af med Oscar Whalley, Dino Mikanovic, Mmaee, Spelmann, Sana, Kanstrup og Toutouh