AGF sprudlede i 4-2 sejr over SønderjyskE

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Først en stime på 6 liga sejre i træk. Så en stime på 3 liga nederlag i træk. I dag skulle AGF så forsøge at skabe endnu en stime ved, at bygge videre på pokalsejren over OB og sidste weekends sejr over FC Nordsjælland.

Dagens modstander var SønderjyskE med den tidligere AGF træner Glen Riddersholm ved roret.

AGF stillede blandt andet op med de to unge drenge Sebastian Hausner og Benjamin Hvidt fra start, ligesom Jon Thorsteinsson endnu engang havde skubbet Jakob Ankersen på bænken.

AGF kom flyvende fra start og efter bare 40 sekunder, sendte Patrick Mortensen en afslutning afsted, som blev reddet på stregen, for derefter at ramme overliggeren.

Aarhusianerne satte sig tungt på kampen fra begyndelsen og dominansen resulterede i en drømmestart for AGF. Jon Thorsteinsson bragte ”De Hviee” foran 1-0 med en følt afslutning fra kanten af feltet efter små 6 minutter.

Hjemmeholdet fortsatte herefter presset og få minutter senere blev der appelleret for straffespark, da Benjamin Hvidt blev nedlagt i SønderjyskE feltet. Dommerens fløjte forblev dog tavs. Det samme var tilfældet efter ca. et kvarters spil, da AGF-spillerne denne gang appellerede for straffespark grundet ”hands” fra en SønderjyskE spiller.

AGF var særdeles veloplagte i 1. halvleg og efter 24 minutter blev det også 2-0. Denne gang var det Bror Blume som kanonerede bolden i kassen efter en dårlig SønderjyskE clearing.

Efter 2-0 målet fortsatte AGF med at angribe sønderjydernes mål. På dette tidspunkt havde det sønderjyske forsvar svært ved at styre Thorsteinsson, Bundu og de andre offensive AGF-spillere.  Det gav bl.a. AGF to frisparksmuligheder fra tæt hold.

Først måtte Casper Højer dog se sit frispark gå snævert forbi mål og derefter måtte Bundu se sit frispark prelle af på overliggeren.

AGF havde chancer til at være foran med både 3-0 og 4-0 efter de første 45 minutter, hvor AGF-spillerne flere gange nærmest stod i kø for, at få lov til at afslutte. Det lykkedes da også AGF’erne at få bolden i mål igen til sidst i 1. halvleg. Målet blev dog underkendt for offside.

Derfor var pausestillingen 2-0 efter en 1. halvleg hvor hjemmeholdet havde vist noget af det bedste spil i dette efterår.

2. halvleg begyndte i et mere roligt tempo end det havde været tilfældet i de første 45 minutter. AGF stod godt på banen, mens SønderjyskE jagtede en reducering.

Men efter en times spil kom der underholdning for alle pengene. Først lykkedes det for gæsterne at reducere. Christian Jakobsen sendte bolden ind bag William Eskelinen til 2-1.

Reduceringen bragte unødvendig spænding tilbage i opgøret. AGF var dog lynhurtige til at skabe sig en ny tomålsføring.

Alexander Munksgaard var manden med målet til 3-1. Efter et hjørnespark dukkede Munksgaard op ved bagerste stolpe, hvor han satte sin første Superliga-scoring i kassen kun få minutter efter Sønderjyskes mål.

SønderjyskE var dog ikke lige sådan at få bugt med. De svarede også hurtigt tilbage og endnu engang reducerede de. Denne gang var det Dovbyk der udplacerede Eskelinen. 3-2.

Efter 68 minutter satte Patrick Mortensen så et punktum på 8 vanvittige minutter. Den høje angriber sparkede sikkert kuglen i kassen, efter oplæg fra Bror Blume. Stillingen var nu 4-2 til hjemmeholdet.

Foran 4-2 skulle AGF nu bare køre sejren hjem. Underholdningen var dog langt fra ovre. AGF fortsatte deres angrebsfest, hvor bl.a. indskiftede Jakob Ankersen bød sig til med flere gode aktioner.

Med 10 minutter tilbage af kampen skulle de 6.291 tilskuere også få Kevin Diks at se. Diks kom ind som højrekant i stedet for Mustapha Bundu.

Det blev ikke til flere mål og dermed vandt AGF kampen 4-2. Hvilket sikrer AGF 4.pladsen henover landskampspausen.

Kampfakta:

Mål:

1-0: Jon Thorsteinsson

2-0: Bror Blume

2-1: Christian Jakobsen

3-1: Alexander Munksgaard

3-2: Artem Dovbyk

4-2: Patrick Mortensen

Kort:

Nicholas Marfelt (SønderjyskE) – gult

Alexander Bah (SønderjyskE) – gult

Glen Riddersholm (SønderjyskE) – gult

Stefan Gartenmann (SønderjyskE) – gult

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved