AGF skal spille på det værste tidspunkt: Bliver AGF straffet efter mandags-kritik?

1
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Tre gange i september skal AGF spille på det mindst attraktive tidspunkt. Det koster klubben, der plejer at være tredjevalg, penge

Artiklen er leveret i samarbejde med Lokalavisen Aarhus

AGF-fodboldkampe anses generelt for at være attraktive for tv-selskaberne, men nu har klubben fået tildelt tre kampe i september på det mindst attraktive tidspunkt.

Oftest, når Superliga-kampe skal fordeles blandt tv-selskaberne, er AGF tredjevalget efter Brøndby og FC København, der tiltrækker flest seere.

Det er årsagen til, at aarhusianerne har måttet trækkes med så mange mandagskampe, da kampene om mandagen ifølge tv-selskaberne er det tredje mest attraktive tidspunkt at sende en kamp.

Men fire mandagskampe i de første seks runder af Superliga-sæsonen har genereret en del kritik. Især fra fans, der har protesteret ved at være stille i 1. halvleg af mandagskampene. Kampe en mandag aften er ikke familievenlige, og det kan være svært at kombinere med arbejde, hvis man skal til den anden ende af landet, lyder noget af kritikken.

Også AGF-direktør Jacob Nielsen har været ude med riven.

“Hvis det stod til AGF, så fik vi en lavere pris for vores tv-produkt, og så spillede vi alle sammen om søndagen på et attraktivt tidspunkt,” sagde direktøren til BT.

Ligner dummebøde

Nu har AGF-direktøren fået sine søndagskampe. Dog på det mindst attraktive tidspunkt – nemlig klokken 12.

Det er det såkaldte syvendevalg, og i september har klubben ifølge Ekstra Bladet fået tre af den slags kampe.

“Ligner dummebøde til AGF,” lyder en rubrik i Ekstra Bladet, hvor der spekuleres i, at klubben nu straffes for at kritisere mandagskampene.

Et syvendevalg betyder nemlig, at der ikke automatisk er penge til holdene, der spiller, og ifølge Ekstra Bladet kan det koste klubben mellem 50.000 og 100.000 kroner per kamp at blive syvendevalg.

Selvom fansene næppe klager over kamptidspunktet, så kan det altså betyde en stor økonomisk bet for klubben, der dog til gengæld kan håbe på, at flere tilskuere på lægterne kan afbøde det økonomiske tab.

Klassiker er sidstevalg

Den første septemberkamp var søndag, hvor Esbjerg blev besejret 1-0 på Ceres Park. Her var 10.420 tilskuere på stadion.

Næste søndagskamp er mod AaB den 15. september. Et traditionsopgør, som normalt trækker mange tilskuere og seere, men som nu på forunderlig vis af tv-selskaberne er blevet klassificeret som rundens mindst attraktive kamp. Samme kamp blev valgt som rundens hovedkamp – søndag klokken 18 – sidste sæson.

Tv-selskaberne har altså vurderet, at kampe som SønderjyskE – AC Horsens, Lyngby – FC Midtjylland, Esbjerg – Randers og Silkeborg – OB er mere attraktive end et rivalopgør mellem to top 6-klubber i storform.

Den tredje kamp som syvendevalg er mellem AGF og FC Nordsjælland den 29. september.

Hverken NENT Group eller Discovery, der har købt rettighederne til kampene og er med til at bestemme kampfordelingen, har ønsket at fortælle Ekstra Bladet, hvad årsagen til kursskiftet er.

Heller ikke AGF har ønsket at kommentere sagen overfor Ekstra Bladet.

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
nyeste ældste mest bedømte
Notifikation ved
Mambo
Bruger

Det er en dummebøde og der har været et møde mellem AGF og NENT group. Hvor AGF ledelsen måtte undskylde at de har opfordret fans til ikke at synge til kampene. Totalt respektløst af ejerne, AaB er desuden også sindsygt vrede. Flot at man som tv-station ikke vil lytte lidt og forsøge at finde en løsning.