AGF fik stor og fortjent revanche mod Bo Henriksen og co.

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Anden kamp i nedrykningsspillet bød på et lunkent Horsens-mandskab og et veloplagt og velspillende AGF. Statistikken talte ikke godt for David Nielsen, der havde tabt 6 af de 8 seneste møder med Bo Henriksen.

To hold der før startfløjt lå á points i tabellen var opsatte på tre points. Det var tydeligt fra første fløjt, men alligevel blev det AGF, der trak det længste strå og dominerede store dele af kampen. David Nielsen var igen tilbage til en enkelt spiller på toppen, og det virker til at vi har fået spilleren, der gør den opstilling mulig og ikke mindst effektiv.

Horsens er ikke sjove at spille mod. Det kan de fleste Superliga-spillere og trænere nok skrive under på. Alligevel startede AGF overraskende godt med en god portion boldbesiddelse, ro i spillet og mest bemærkelsesværdigt, så kom AGF hurtigt foran.

Amini modtager bolden på kanten af feltet og serverer en uventet aflevering i dybden af feltet til Bundu. En hård aflevering ind i feltet, en parade på Horsens-keeperen og så står Patrick Mortensen på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt. 0-1 til AGF.

Bundu gjorde utrolig god figur af sig i sidste kamp mod Vejle. Det resulterede i en startplads i aftenens kamp, og igen viste han hvorfor det er en god idé.

Der var en magisk tænding på GF-holdet i første halvleg. Det virkede som om, at føringsmålet gav en spillyst og kreativitet, som virkelig har været savnet i de seneste kampe.

Det gode spil resulterede i en gigantisk chance til Bror Blume efter Amini og Ankersen på fineste vis splittede Horsens-defensiven ad, men en vanvittig refleksredning holdte AGF fra en tomålsføring.

Få minutter senere kunne Munksgaard smide en fuldstændig fantastisk bold ind til en overraskende nøgen Patrick Mortensen, der på en eller anden måde sendte bolden på stolpen. Men Munksgaard fik en ærgerlig skæbne i aftenens kamp, da han fik banket en støvle ind på tindingen. Med ordene ”jeg kan ikke se en skid”, måtte han desværre forlade banen til fordel for Toutouh.

Horsens var ikke synderligt farlige i første halvleg ud over et par drilske indkast og et par forkølede tryk på mål. I stedet var det noget af det bedste AGF-spil vi har set; står højt på banen, tør spille direkte og med intensitet i spillet.

AGF cruisede mod sejr på Casa Arena

AGF kom lidt sløvt ud efter pausen, hvor man tillod mere Horsens-spil. Alligevel kunne Horsens ikke rigtig få gang i maskineriet på midtbanen, hvor AGF var dominerende. Det betød at AGF kunne holde i bolden og bygge angreb efter angreb op. En sjælden fornøjelse.

Kampen stod lidt stille i midten af anden halvleg, hvor ingen af holdene producerede noget særligt. Et par halvlunkne forsøg fra begge mandskaber og et AGF-hold, der var begyndt at indstille sig mod at køre en etmålssejr hjem. Classic David Nielsen.

75 minutter spillet og Horsens havde fået tag i AGF. Der var bekymrede miner på sidelinjen og blandt spillerne, hvor man var begyndt at frygte en udligning. Det har været meget sigende for sæsonen, at holdet pakker sig og spiller nervøst når kampen når sin afgørende fase. En lang række personlige fejl, røde kort eller afbrændte 100%-chancer har kostet en del points, og endnu en gang måtte AGF ud i en intens periode i den sidste del af kampen.

Men så, i en periode hvor AGF havde valgt at lægge ekstra pres på Horsens’ bagkæde, så betaler det sig gevaldigt. For AGF opsnapper hurtigt bolden på kanten af feltet, bolden ender hos Amini, der køligt sparker AGF sikkert på førstepladsen i Gruppe 1.

Med fem minutter igen bliver Bundu sendt alene afsted. Patrick Mortensen følger trop. Bundu vælger at udvise ekstrem dårlig dømmekraft ved at skyde selv, og det kvitteres med en prompte udskiftning fra David Nielsen.

Tobias Sana kommer ind og så gentager den førnævnte situation sig. Denne gang viser Tobias Sana gavmildhed da han hjælper Patrick Mortensen til sit andet mål i aften. 0-3 til AGF.

AGF arbejdede for hinanden, hver og en. Det kræver åbenbart en tidlig scoring for at få gang i hjulene. Klart noget af det bedste vi har set.

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved