AaB-fans anholdt efter kampen – råbte “dit AGF-svin” til en lille dreng

0
Fotograf: Jesper Zacho

To anholdelser af slagsmålsparate fans og en enkelt 25-årig mand, der overfaldt en dreng. 

AGF scorede tre mål og fik tre point på kontoen – og så var der tre anholdte i forbindelse med søndagens fodboldkamp mellem AGF og AaB.

Det var først efter kampen mellem rivalerne, at ordensmagten for alvor måtte i aktion i forbindelse med AaB-fans, der øjensynligt ikke kunne håndtere skuffelsen over nederlaget og ville slås.

Klokken 14.09 – kort efter slutfløjt – måtte politiet anholde en 23-årig AaB-fan, som ifølge politiet var meget opsat på at nå hen til AGF-tilhængerne og konfrontere dem.

Den unge mand blev gentagne gange bedt om at gå væk, men i stedet forsøgte han at mase sig forbi politibetjentene.

Det resulterede i anholdelse og en sigtelse for at forstyrre den offentlige orden.

Det samme var tilfældet med en 21-årig mand, som ifølge politiet råbte, at politiet var nogle svin og prøvede at opildne en større gruppe til at komme i infight med modstanderfansene.

En time senere var AaB-fansene tilsyneladende nået til banegården, og i banegårdshallen skubbede en 25-årig mand til en dreng og råbte “dit AGF-svin” efter ham.

Heldigvis stod en civilklædt betjent lige ved siden af, og den 25-årige blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Artiklen er leveret i samarbejde med Lokalavisen Aarhus

 

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved