Højers højreskøjte sænkede Horsens

1
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©
Af Mattias Sundroos

På et blæsende og regnfyldt CASA Arena i Horsens udbyggede AGF føringen på tredjepladsen og spillede sig et skridt nærmere top 6.  

Allerede en time før kampstart begyndte udebaneafsnittet så småt at være fyldt. 1200 GF’er tog køreturen til Horsens trods kulden, og man kunne endda se et par hundrede ekstra på endetribunen ved siden af. Man var derfor ikke i tvivl om, hvad kampen i dag betød for AGF i jagten på top 6.

Referat:

Kampen startede som var det en tenniskamp, hvor bolden bare blev servet frem og tilbage mellem de to halvdele. Kampen blev da også en kedelig affære de første 8 minutter, hvor AGF fansene nærmest symbolsk også var helt stille. Dette gjorde de dog af helt andre årsager. Budskabet var 8 minutters stilhed for de 8 hverdagskampe.

Da uret så ramte det 8. minut fyldte de medrejste AGF-fans for alvor lydkulissen, men de måtte se AGF blive presset på et hjørnespark. Eskelinen diskede først op med en klasse redning, hvorefter en afslutning på reposten blev reddet på stregen af Mustapha Bundu. Dette skulle ikke blive den eneste gang i kampen, hvor en bold skulle reddes på stregen.

Der skulle gå et lille kvarter før AGF for alvor blev farlige. Unge Benjamin Hvidt, der var med fra start, spillede Mustapha Bundu fri på højrekanten. Bundu takkede ved at smække et hårdt, fladt indlæg ind i feltet, hvor Patrick Mortensen gjorde, hvad han gør bedst og sparkede bolden resolut i kassen til 1-0.

Efter 21 minutter var det igen Bundu, der rykkede sig fri på kanten, men indlægget bliver blokeret til hjørne.

Kampens detalje kom dog i det 23. minut, da Backman plukkede en bold ned på så fornem vis, at  landsmanden Zlatan nærmest ville have lettet på hatten.

Resten af første halvleg stod i hjørnesparkenes tegn. Først lavede Blume et hjørnespark, der endte på bagerste stolpe og ramte Patrick Mortensen i ryggen, og sejlede over målmanden. Bolden blev dog, for anden gang i kampen reddet på stregen, af et flot saksespark. Clearingen blev dog ikke sendt længere væk end, at Jakob Ankersen kunne klappe til den. Skuddet blev afrettet, hvorefter Bundu header bolden snært over mål.

Som sagt, så stod første halvleg i hjørnesparkenes tegn, og AC Horsen udlignede da også på en dødbold efter 34 minutters spil. Målscoreren var Kiilerich, som stangede bolden i mål.

Bror Blume skulle dog også lige vise lidt finesser frem inden pausen, da han saksesparkede bolden på overlæggeren – en afsluning der helt klart fortjente en bedre skæbne!

Anden halvleg 

Anden halvleg var nærmest lige skudt igang, da Højer sendte Bundu afsted på en flot diagonalaflevering. Bundu lavede derefter et par lækre step-overs, hvorefter han sendte et kanon indlæg i boksen, men Mortensen nåede ikke frem til den.

Bundu, der var storspillende i første halvleg, viste igen tænder i det 53. minut, hvor han gentog opskriften fra det første mål og lavede et hårdt, fladt indlæg til Mortensen. Denne gang fik Mortensen dog ikke en afslutning på.

Dog skulle vi kun vente ét sølle minut før Bundu igen brillierede. Bundu tørrede to Horsens-spillere og smed bolden ind over. Denne gang var Ankersen i afslutterens rolle, men skuddet blev reddet. Her skulle Højers højreskøjte vise sig nyttig, da han stod klar på reposten og gjorde det til 2-1. Dette satte for alvor hele udebaneafsnittet i hopla.

Den ellers tunge AGF-dominans i anden halvleg aftog med scoring, og kampen blev istedet en lige så kold og kedelig affære, som det danske vintervejr. Symptomatisk med kampbilledet, så var den største chance de næste 10-15 minutter en kontra til Horsens, hvor Poulsen får indhentet Frantsen og erobrede bolden tilbage.

Resten af kampen stod på tungt Horsens pres mod Eskelinen i målet, men der var nærmest ikke en bold, der ramte jorden på AGFs halvdel uden Backman kom først på den.

Med 5 min tilbage, da en Horsens-spiller lå i græsset, valgte Eskelinen at løbe ud og vise sin taknemlighed for de mange medrejste fans, der svarede tilbage med et kæmpe jubelbrøl og intensiverede deres sang. De kunne også synge AGF sejren i mål, da defensiven holdte stand trods en masse indlæg, hvorfor smilet kan findes frem i smilets by med 8 point ned til Randers FC på 7. pladsen og en kamp i hånden.

 

“Fansene bar os igennem”

Patrick Mortensen var da heller ikke i tvivl om fansenes betydning efter dagens kamp:

“Det er fantastisk, at der kommer så mange på en kedelig, kold mandag aften. Det varmer mit hjerte med så stor en opbakning. Det overrasker mig ikke, men alligevel er det helt fantastisk. Fandme fedt!”

 

Kampfakta:

AC Horsens – AGF

0-1: Patrick Mortensen (14′)
1-1: Malthe Kiilerich (34′)
1-2: Casper Højer Nielsen (55′)

 

Startopstillinger:

AGF:

Målmand: William Eskelinen

Forsvar: Alexander Munksgaard, Niklas Backman, Frederik Tingager, Casper Højer Nielsen

Midtbane: Benjamin Hvidt (61: Mustafa Amini), Nicolai Poulsen, Bror Blume (82: Nicklas Helenius)

Angreb: Mustapha Bundu (70: Kasper Lunding), Patrick Mortensen, Jakob Ankersen

Bænk: Kasper T. Kristensen, Kevin Diks, Sebastian Hausner, Mustafa Amini, Kasper Lunding, Jon Dagur Thorsteinsson, Nicklas Helenius

ACH:

Målmand: Delac

Forsvar: Therkildsen (89: M. Jensen), Kiilerich, Ludwig, Lumb

Midtbane: Prip, Jakobsen, Okusun, Thorsen

Angreb: Brock-Madsen (66: Masovic), Frantsen (81: Drost)

Bænk: Lansing, Drost, Gemmer, Gomez, M. Jensen, Masovic, Præst

 

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
nyeste ældste mest bedømte
Notifikation ved
zcml
Bruger

Det var ikke kønt, men det var 3 point 🙂