100-kamps jubilar, målmager og MOTM: Det var en lettelse at score

0
© Nicklas Jacobsen - JacobsenPhotography

Den normalt så målfarlige spidsangriber, Patrick Mortensen, har slet ikke været i nærheden af topscoretitlen i denne sæson. Men da AGF i weekenden bankede FCM 3-0 fik han endelig nettet til at blafre igen. En lettelse, fortæller den 32-årige kaptajn. 

Af Jonas Roulund

Målmager Mortensen var i højt humør efter 3-0 sejren over FC Midtjylland. AGF sprudlede især i første halvleg, og offensiven var skarpere, end de har været i hele sæsonen hidtil. Det udmøntede sig i tre dejlige mål i løbet af de første 45 minutter, og det blev Patrick Mortensen, der startede festen med et velplaceret spark efter 16 minutters spil:

– Det var en lettelse at få scoret. Det er jo dejligt at kunne stå her uden at skulle undskylde, eller sige: ”det var tæt på”. Det var fantastisk, men det er endnu vigtigere, at vi vinder 3-0. Og så er jeg faktisk allermest glad for, at vi holder nullet. Det var en virkelig fin præstation, siger den garvede angriber, som har haft så store problemer med at få gang i målhøsten i denne sæson. Faktisk var det kun anden gang i 12 kampe, at Mortensen fik knaldet kuglen i kassen.

– Det har da fyldt noget, men det har fyldt mere i medierne, end det har for mig. Jeg har været ret cool omkring situationen. Der har været mange ting, der har spillet ind i forhold til de manglende mål. Så jeg har været okay og i god mental balance, og så har både jeg og resten af holdet trænet sindssygt godt, så for mig har det bare været et spørgsmål om tid, og det kom jo så i dag – på det bedst tænkelige tidspunkt. Min familie var med på stadion for første gang i lang tid, så det var helt perfekt, fortæller Patrick Mortensen.

Både blandt medier og fans har snakken gået på, om Mortensen manglede kvalificeret konkurrence til pladsen som 9’er. For var der et reelt alternativ, nu hvor han tilsyneladende var gået i stå? Men omvendt mener Mortensen selv, at mange måske har overset de ting, der er gået godt i den halvsløje scoringsperiode:

– Der var mange ting, der gik godt i dag i forhold til tidligere, men jeg føler også, at man har overset de ting, jeg har gjort i tidligere kampe. Min rolle er også at vinde dueller, lægge bolde af og så videre. Men det er klart, at det er målene, der har fyldt, når jeg har været topscore de seneste sæsoner, fortæller han.

Mortensen lægger særligt vægt på, at hele holdet har skullet forbedre sig siden starten af sæsonen, og at det også har været en væsentlig faktor for de manglende scoringer fra hans fod:

– Vi har jo generelt ikke skabt så mange chancer, så det er jo en blanding af flere ting. Men jeg synes, vi har fået en anden ro over vores offensive spil de seneste par kampe. Vi så tendenserne mod OB og formår i dag at være kyniske i de rigtige situationer, fortæller Mortensen.

Fansene på stadion kunne – både da Mortensen scorede, og da Andersson senere fordoblede målhøsten – opleve en lidt flabet fejring, idet begge spillere løb ud til FC Midtjyllands medrejsende fans og jublede. En lille provokation, men for Mortensen var der en særlig grund til, at han endte hos udefansene:

– Det er da god lir at løbe ud til modstanderholdets fans, og Andersson har jo lidt at give igen, så det er fint, synes jeg. Jeg ville selv gerne have løbet ned til vores egne fans, men der var jo langt, og så havde jeg sgu nok fået krampe efter 60 minutter i stedet for 70, fortæller målmageren med et smil på læben, inden han igen trasker mod omklædningsrummet, hvor holdkammeraterne står klar med sejrsbrøl og krammere.

Med et godt boost til moralen og et godt boost til tabellen venter nu en lille landskampspause, inden FCK tager imod AGF den 21. november til endnu en stor kamp. Lad os håbe, at kamp nummer 101 også kaster mål af sig for Kaptajn Mortensen.

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments