PC: Truppen skal forstærkes fra toppen

Skrevet den 5. januar 2017 - 16:35 af
AGF.dk

AGF-spillerne havde i dag første træning i det nye år, efter en lang og velfortjent vinterpause.

Følger man lidt med på det sociale medie, Instagram, kan man se at midtbanestrategen, Mustafa Amini, eksempelvis har været på hjemtur til Australien, mens Daniel A. Pedersen har været i Los Angeles med hurtigløberen, Kasper Junker.

Med andre ord burde batterierne være ladet rigeligt op, så spillerne kan sætte tempo på og blive klar til den ekstremt vigtige forårssæson.

Og netop til den forårssæson, er det muligt for klubbens nye sportshef, Peter “PC” Christiansen, at forstærke truppen med nye spillere. Men hvis det skal ske, skal forstærkningerne komme i skikkelse af spillere, der kan forstærke startopstillingen og altså optræde som profil fra dag et:

“Som udgangspunkt er vi ret tilfredse med den gruppe, som vi har. Vi har 27 spillere, så hvis vi skal gøre noget, så skal det være den helt rigtige mulighed, som kan forstærke holdet fra toppen”, udtaler han således til AGF TV.

 

Dagens træning fandt sted i Odder, grundet de øjeblikkelige stadionforhold på Fredensvang. Efter sigende var der et ganske pænt fremmøde fra interesserede fans og journalister.

Skriv et svar