AGF sejrer i generalprøven mod Silkeborg – Ankersen scorede. Sana strålede

Skrevet den 8. juli 2017 - 14:49 af
Foto: AGF.dk

I dag stod den på generalprøve for Glen Riddersholms tropper, da Silkeborg IF med Peter Sørensen i spidsen gæstede Ceres Park.

Kampen stod dog lidt i skyggen af to store transfers, da AGF inden opgøret kunne præsentere Adama Guira og Tobias Sana som nye spillere i den hvide trøje, hvor sidstnævnte allerede var med i dagens kamp, hvor han også fik en hovedrolle.

Sana startede dog på bænken, og han kunne se en forholdsvis uskøn affære fra begge mandskaber, der ikke magtede at sætte mange præcise afleveringer sammen.

Det resulterede også i, at der stort set ikke kom en eneste nævneværdig chance i første halvleg, hvor Jovanovic blev testet et par gange efter hjørnespark.

I anden halvleg gik det hurtigere for sig, og vi skulle kun bruge fem minutter på den første scoring. Jakob Ankersen tog en flot solotur og udplacerede gæsternes målmand til stillingen 1-0.

Samtidig var Tobias Sana kommet ind, og han bød hurtigt ind med fart, overblik og teknik. Sana og Junker havde et glimrende samarbejde i løbet af 2. halvleg, hvor de to spillere var gode til at finde hinanden i hullerne.

Sana spillede Junker helt fri efter en times spil, men der blev der desværre vinket for offside. Det gjorde der derimod ikke seks minutter senere, hvor opskriften næsten var identisk.

Sana spillede atter engang Kasper Junker helt fri, og denne gang forblev linievogterens flag langs benet. Det betød at Junker blot skulle udplacere Thomas Nørgaard i målet, og det gjorde han sikkert til 2-0.

Tobias Sana var helt klart det store højdepunkt i dagens generalprøve, hvor han konstant var en trussel mod Silkeborg målet. I det 76. minut legede han kispus med Dennis Flinta, inden han to minutter senere trykkede af mod det lange hjørne. Afslutningen blev dog reddet flot af Thomas Nørgaard.

Kampen sluttede 2-0 til AGF, hvor 2. halvleg klart var bedre underholdning og langt mere offensivt fodbold.

Fredag d. 14. juli går det løs i Superligaen, når første runde skal afvikles. AGF får hjemme på Ceres Park besøg af AC Horsens kl. 18:00.

Kommentarer

  1. Tja! En noget rodet træningskamp! Forholdsvis begivenhedsløs 1. halvleg, og en noget mere lovende 2. halvleg, hvor sejren blev sikret.
    Men ja, vi fik en sejr, og Glen fik forhåbentligt set nogle ting an. Så alt i alt en meget fornuftig generelprøve!

Skriv et svar